Medicinhaverne i Tranekær er blevet 10 år her i foråret. Det fejrer vi ved at holde plantemarked lørdag den 26. maj fra kl. 11-15, og samtidig er der gratis adgang til Medicinhaverne. Datoen den 26. maj er valgt for også at fejre, at Langelands Biavlerforening netop den dag åbner Besøgsbigården i Tranekær
Traditionen tro vil der være masser af planter til salg. Der er planter fra Medicinhaverne, og der er masser af planter, som private havefolk har til salg. Der er planter til krukker, til staudebedet, køkkenhaven, vindueskarmen, kirkegården, ja alle de steder, hvor man gerne vil se nyheder. Og så er der også salg af den såkaldte Tranekær-rose og af gamle langelandske æblesorter, for Medicinhaverne arbejder også for og med den langelandske kulturarv.
I år er der en sporleg for børn – ”Find Havenissen”. For i virkeligheden er nisserne der hele året, og når det rigtig kniber, hjælper de os med havearbejdet. Der udtrækkes tre præmier, som sendes til de heldige vindere.
Den kendte havekonsulent og -arkitekt Jann Poulsen viser rundt i Medicinhaverne klokken 13.00. Jann Poulsen har lavet hele planen for anlæggelse af Medicinhaverne, og nu er han blandt de 35-50 frivillige, som hver tirsdag mødes for at passe haverne.
Medicinhaverne udvikler sig hele tiden, og i år er vi gået i gang med arbejdet med den femte temahave, ”Haven for infektioner og immunsystem” med undertemaet Hildegard fra Bingen, men den når ikke at blive færdig i år.
Takket være en bevilling på kr. 100.000 fra Langeland Kommune er Medicinhaverne ved at få lagt vand ind i Laden, hvor der bliver etableret toilet. Det når desværre ikke at blive færdigt til plantemarkedet den 26. maj, men man kan stadig benytte toiletfaciliteterne på TICKONS parkeringsplads.
I juni måned udgiver Medicinhaverne en bog med beskrivelse omkring 70 af havernes planter, med plantemedicinens historie, fortællingen om de gamle langelandske æblesorter mm. Bogen er skrevet af to af de frivillige i Medicinhaverne, tidl. overlæge Ole Due Pedersen og tidl. museumsinspektør Helle Ravn.
Plantemarkedet er åbent fra kl. 11.00 til klokken 15.00, hvor der er GRATIS adgang. Det koster dog kr. 30 at deltage i Jann Poulsens rundvisning.
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________