Det er blevet mørkt og koldt, og havegruppen har hængt redskaberne på plads for vinteren, men Medicinhaverne har stadig mange gode plantehistorier at fortælle. Derfor har vi besluttet at lave en mailjulekalender med 24 udvalgte planter, der alle forbindes med julen. Du kan selvfølgelig også læse om de enkelte planters medicinske betydning. Hvis du ikke allerede er tilmeldt Medicinhavernes nyhedsbrev, og dermed automatisk får julekalenderen på mail, så send en mail til medicinhaverne@mail.dk. Du skal blot skrive ”Ja tak til julekalender” i emnefeltet, så får du 24 små historier om bl.a. grantræet, der blev til juletræet, kvæder, vindruer, grønkål og mange andre spændende planter. Julekalenderen kan – med en dags forsinkelse – også læses her på hjemmesiden. Se længere nede.
Hver søndag inden jul trækker vi lod om et eksemplar af vores nye bog blandt alle, der modtager julekalendermails. Vinderen får direkte besked. Den første vinder er allerede fundet. Det er Poul H. Nielsen, Langeland. 
Bogen hedder “MEDICINHAVERNE I TRANEKÆR. En medicin-botanisk park”. Forfatterne er Medicinhavernes formand Helle Ravn, der er etnolog og forhenværende museumsinspektør og har skrevet talrige bøger om havers kulturhistorie, og Ole Due Pedersen, pensioneret gynækologisk overlæge og den, der har udvalgt samtlige planter i Medicinhaverne og skrevet skilte til dem. Takket være de to forfatteres forskellige baggrund har bogen både den medicinske og den kulturhistoriske indfaldsvinkel. Og som et ekstra plus har dr. Pharm. Leon Brimer gennemlæst manuskriptet og er kommet med konstruktive forslag og rettelser, hvor det var påkrævet.
Der er omkring 600 forskellige plantearter i Medicinhaverne. Med tekst og flotte billeder beskriver forfatterne flere end 60 af disse planter, som har været brugt i plantemedicinen. Nogle af dem indgår også i dag i moderne vestlig medicin. Bogen indledes med en gennemgang af plantemedicinens historie. Endvidere er der afsnit om bevaringen af den langelandske plante-kulturarv, blandt andet gamle langelandske æblesorter, hvoraf de fleste findes i Medicinhaverne i dag.
1. DECEMBER KVÆDER 2. DECEMBER JULEKAKTUS 3. DECEMBER MISTELTEN 4. DECEMBER JULEROSE

 

5. DECEMBER ALPEVIOL 6. DECEMBER DRUER 7. DECEMBER KRISTTORN 8. DECEMBER PEBERROD

 

9. DECEMBER PIGEON 10. DECEMBER HYACINT 11. DECEMBER KEJSERBUSKEN
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________