Stevia.

STEVIA – EN PLANTE FOR DEN SØDE TAND

Af Helle Ravn, etnolog, mag.art.
For en gang skyld kan man spise noget sødt uden at tage på i vægt! Og uden at det skader tænderne! Planten Stevia (Stevia rebaudiana) indeholder masser af sødestof, og så har den oven i købet mange gode medicinske egenskaber.
I dag står der forskellige Stevia-produkter på hylderne i supermarkedet, men det er ret nyt. Først i 1970erne blev man i den vestlige verden opmærksomme på Stevias både sødende og medicinske virkninger, fordi man havde en kraftig mistanke om, at kunstige sødemidler kunne fremkalde kræft.
Den søde smag var ellers allerede i 1899 blevet beskrevet af den schweiziske læge Moises Santiago Bertoni, men Stevia havde allerede været brugt som sødemiddel i mere end 1500 år i Sydamerika.
Stevia-blade er omkring 30 gange mere søde end sukkerroer, men det udvundne sødestof steviosid søder 200-300 gange mere end almindeligt sukker, og indholdet af sødestof er afhængigt af jordbund og klima.
Først og fremmest er Stevia et fantastisk sødemiddel for diabetes-patienter, idet det har en anti-diabetisk effekt. Steviosid omdannes i kroppen til stoffet isosteviol, som bl.a. stimulerer dannelsen af insulin. På Århus Universitetshospital er der aktuel forskning om steviosids virkning, og i laboratorieforsøg har det kunnet sænke blodsukkeret med 20 % hos diabetikere. I modsætning til megen anden diabetesmedicin har steviosid ingen bivirkninger. Steviosid har også en dokumenteret blodtrykssænkende effekt.
Man kan søde kaffe, syltetøj mm. med blade fra Steviaplanten. Den kan dyrkes i danske haver, og om efteråret sætter den små hvide blomster, men den når sjældent at sætte frø, og den kan ikke overvintre udendørs.
Stevia bør ikke bruges, hvis man ønsker at blive gravid eller under graviditet, men ellers har den ingen bivirkninger. Dog kan den have en lidt bitter eftersmag.
Stevia dyrkes i Medicinhaverne i Tranekær.
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________