Medicinhavernes vandløb set fra dronehøjde. Vandløbet mellem Haven for nervesystem og bevægeapparat og Haven for urin- og kønsveje. I sommeren 2017 lykkedes det Medicinhaverne at få etableret et vandløb med udspring i søen i Haven for nervesystem og bevægeapparat (haven til højre på billedet herover). Herfra løber vandet gennem haven og ud i Arboretet, hvor det slår et sving og løber ind gennem Haven for urin- og kønsveje (haven til venstre på billeder herover) og videre ned i en opsamlingsdam neden for denne have. Fra opsamlingsdammen pumpes vandet tilbage til søen i den øverste have, hvor det løber gennem et lille vandfald og videre ud i søen. Arbejdet blev udført på otte arbejdsdage af firmaet Junckerhaven samt seks-syv frivillige fra havegruppen. Det var også specialister fra Junckerhaven, der i 2015 etablerede søen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.