FRA BARBER TIL KIRURG

Indgreb blev i Middelalderen foretaget af barberer også kaldet bartskærere eller feltskærere. Man var i mesterlære i 3 år. Ofte var det bylder, sår, frakturer, åreladning og andre mindre indgreb. Større operationer blev kun foretaget meget sjældent, da dødeligheden var næsten 100% på grund af sårinfektionerne. Man vidste, at chancen for overlevelse afhang af operationstiden. Det siges, at de dygtigste operatører kunne amputere et ben på under et minut.

AFSKYELIGE SAGER
Læger beskæftigede sig kun med plantemedicin og foretog aldrig operationer, ja faktisk fandt de det afskyeligt at beskæftige sig med “slige sager”. Den anatomiske viden i Middelalderen var i væsentlig grad spekulativ og byggede på Hippokrates og Galens påstande og teorier. Først da paven tillod dissektioner, udviklede anatomien sig. Andreas Vesalius (1514-1564) kaldes den moderne anatomis fader. Det krævede lange og hårde debatter, før medicinerne indså, at de måtte forkaste de gamle spekulative teorier om menneskekroppens “indretning” og erkende nytten af den moderne anatomi. Andre kendte anatomer var Leonardo da Vinci og danskeren Niels Stensen. Giovanni Battista Morgagni (1682-1771) udviklede den patologiske anatomi ved at sammenholde anatomifundene med patientens sygehistorie.

DOMUS ANATOMICA
I 1644 blev der i København oprettet et anatomisk teater, Domus anatomica, hvor der blev foretaget offentlige dissektioner. Det første lig var en ung kvinde, der var blevet hængt for utroskab. Samtidig blev der oprettet et professorat i anatomi, kirurgi og botanik. Ordet kirurgi kommer fra græsk og betyder håndens arbejde. I 1785 oprettede man Det Kongelige Kirurgiske Akademi, som var uafhængig af det medicinske fakultet på Københavns Universitet. Først i 1842 blev de to uddannelser samlet i et lægevidenskabeligt fakultet under Københavns Universitet.

INGEN HÅNDVASK
Med udviklingen af bakteriologien og Joseph Listers (1827-1912) brug af karbolvand (fenol) til sterilisering af kirurgiske instrumenter og rensning af sår udviklede kirurgien sig hurtigt på grund af den nedsatte hyppighed af sårinfektioner. Man begyndte også at bruge gummihandsker (1890) og kitler. Tidligere opererede man i sit private tøj evt. med et blåt forklæde og uden at vaske hænder forinden.

SLÅET BEVIDSTLØS
En anden afgørende faktor for kirurgiens fremskridt var indførelsen af æternarkose i 1846. Kort tid efter begyndte man også at benytte kloroform og lattergas. Før 1846 var bedøvelserne af varierende kvalitet. Nogle steder benyttede man alkohol og opium. Andre metoder var at slå patienten bevidstløs eller trykke på halspulsårerne, indtil vedkommende besvimede. Patienten var altid bundet til operationsbordet med læderremme og operationsstuen placeret langt væk fra sengestuerne, så man ikke kunne høre skrigene.

DØDELIG OVERDOSIS
Nyere forskning har vist, at man i Italien fra det niende århundred har anvendt en form for narkose kaldet Spongia somnifera. Denne bestod af en havsvamp imprægneret med opium, alrune og bulmeurt, som blev holdt mod patientens næse, indtil søvnen indtrådte. Når vedkommende skulle vækkes igen, holdt man en svamp vædet med eddike mod næsen. Set med nutidens viden har denne form for narkose været ganske fornuftig, da opium, alrune og bulmeurt alle er søvnfremkaldende og smertestillende. Desuden er bulmeurt og alrune muskelafslappende, hvilket lettede operationer i bughulen. Desværre kom man undertiden til at overdosere, så patienten døde.