Af Ole Due Pedersen, pensioneret gynækologisk overlæge
Latinsk navn: Salix alba.
Andre navne: Der findes forskellige arter af pil, som alle har de samme medicinske egenskaber.
Oprindelse og udbredelse: Europa, Nordafrika, Asien.
Anvendte plantedele: Barken skrælles af to-fem år gamle skud om foråret.
Plantens medicinske historie: Lertavler fra Assyrien og Babylon viser, at man allerede da kendte til pilebarkens medicinske effekt. Hippokrates (460-377 f.v.t.) anbefalede afkog af pilebark ved smerter og feber. Botanikeren Carl Von Linné (1707 – 1777) anbefalede afkoget ved søvnløshed og blodige diareer. I folkemedicinen tyggede man barken ved mundgener og tandpine. 1828 isolerede man stoffet Salicin fra barken. 1838 fraspaltede man Salicylsyre fra Salicin. 1874 startede firmaet Bayer produktionen af Salicylsyre til behandling af smerter.
Salicylsyre havde imidlertid en del bivirkninger. I 1897 lykkedes det, at syntetisere acetylsalicylsyre ud fra planten spirea (mjødurt), som også indeholder salicylsyre. Acetylsalicylsyre kom på markedet i 1899 under navnet Aspirin. Dette præparat var en af årsagerne til, at firmaet Bayer senere udviklede sig til at blive et stort multinationalt medicinalfirma.
HJERTEMAGNYL
Acetylsalicylsyre er i dag et af de mest brugte smertestillende midler, særligt ved ledsmerter. Den har desuden en feberstillende effekt. I mindre doser (hjertemagnyl) gives det dagligt til forebyggelse af blodpropper.
Anden anvendelse: Træet bruges til fremstilling af diverse trævarer, pileflet og pilehegn.
Indholdsstoffer og forskning: Pilebarken indeholder Salicin som er videreforarbejdet til Acetyl-salicylsyre. Virkningsmekanismen i kroppen er en påvirkning af prostaglandinsyntesen. Prostaglandiner er signalstoffer, der påvirker de omgivende celler i organismen.
KILDE: PRAKTISK LÆGEMIDDELINFORMATION, NR. 2, 1998.
Skriv et svar