KRISTTORN

posted in: Planter | 0
KristtornAf Helle Ravn, etnolog, mag.art.
Kristtorn eller kristtjørn (Ilex aquifolium) vokser enkelte steder vildt i Danmark, men langt de fleste ”vilde” planter har bredt sig med frø fra haveplanter. Navnet Kristtorn kommer af en gammel tro på, at Kristi tornekrone var bundet af kristtorn – men den vokser ikke vildt i Palæstina! Langt tilbage har den været betragtet som et helligt træ, og allerede romerne forærede hinanden kristtorngrene under den decemberfest, der blev kaldt for Saturnalia.
Både blade og de røde stenfrugter er blevet brugt medicinsk, men bruges ikke mere. Bladene indeholder blandt andet bitterstoffet inicin og kaffesyre. Afkog af bladene blev brugt som feberstillende middel, det er vanddrivende og afførende, og afkoget brugtes mod astma, feber og gift.
De smukke røde stenfrugter (omtales som bær) er let giftige, især for børn. Hvis de spises, giver det opkastninger, og derfor har de også været brugt som brækmiddel. Måske er det derfor, at man ikke skal drikke for meget fransk absint? De tørrede blade indgår nemlig i drikken.
Der findes mange sorter af Kristtorn, nogle har brogede blade, nogle har mange torne og andre få. Kristtorn-busken eller –træet er enten af han- eller hunkøn, og det er kun hunplanterne, der får de eftertragtede røde bær, men der skal stå en hanplante i nærheden for at den bestøves. Grene med røde bær er især populære til juledekorationer, og derfor bliver der solgt meget kristtorn op til jul; og enkelte steder i Jylland har den endda været brugt på samme måde som mistelten bliver det i dag.
I Danmark er kristtorn især blevet brugt som et stedsegrønt solitært træ. I England er der en klippede kristtornhække, som er særdeles effektive mod indtrængning på forbudt område. I den engelsktalende del af verden er kristtorn en af julens vigtigste planter, og den bruges ofte, som vi bruger gran blandt andet til guirlander over pejsen.
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________