3. DECEMBER MISTELTEN

posted in: Julekalender | 0

JULENS KYS-MIG-STRAKS PLANTE

Mistelten er en juleplante, der oprindelig hører hjemme i den engelske juletradition. En gren af mistelten med hvide bær på hænges op med rødt bånd i en døråbning, og de piger, der står under den, må kysses på munden af såvel unge som ældre mænd!
Mistelten havde tidligere stor betydning som lægeplante, for man mente, at den virkede mod epilepsi. Helt op i 1900-tallet er den blevet brugt mod svimmelhed, vattersot og nervøse lidelser, og i nogle lande bruges den stadigvæk mod for højt blodtryk, åreforkalkning og visse former for kræft. Den danske drogeliste vurderer dog, at mistelten ikke må bruges i hverken urtete eller kosttilskud.
Grene af mistelten er fremme i butikkerne op til jul. De kommer ofte fra Frankrig eller Polen, men der dyrkes også en del mistelten på Tåsinge. Vildtvoksende mistelten er fredet i Danmark, så man kan ikke gå ud i naturen og tage den.
Mistelten er en plante, som er omgærdet med mystik og overtro, og den optræder ofte i litteraturen. I den nordiske mytologi kendes beretningen om Balders død på grund af en pil lavet af en Mistelten, som var den eneste plante, der ikke var taget i ed.
I Medicinhaverne har vi en mistelten på et Aromaæbletræ i Haven for åndedræt og kredsløb (billedet).

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________