I den mørke vinter er den hvide julerose en af de planter, som blomstrer i haverne. Det er en dødeligt giftig plante, men alligevel blev dens rod tidligere brugt medicinsk, og selv om julerosen er giftig, kan man sagtens nyde synet af den i haven, for ofte blomstrer den i flere måneder. I begyndelsen af det nye år kommer der juleroser med røde, lyserøde og gule farver frem, og de kan have meget smukke prikkede kronblade.
Den almindelige hvide julerose eller juleklokke kendes som medicinsk plante så langt tilbage som i 1300-tallet, og den nævnes i gamle lægebøger fra 1400-tallet. Det var den sorte rod, der blev brugt blandt andet som slimløsnende middel. Igennem tiden har den været brugt mod så forskellige ting som spedalskhed, tungsind og galskab, epilepsi, fnat, gigt, gulsot, hjertebesvær, hududslet, hysteri, hård mave, kløe, koldfeber, nervøse lidelser i endetarm og kønsdele, parasitter, skab, skurv, spedalskhed og som bræk- og afføringsmiddel! En opskrift siger, at roden skal spises i vælling eller med en æggeblomme mod fodlidelser og vattersot og en anden, at den skal koges med silke, sennepsblade og jordrøg i valle til en drik mod skab og kløe. En sand mirakelplante – hvis det ellers havde hold i virkeligheden.
Den grønne julerose eller stinkende nyserod (Helleborus foetidus) blev også kaldt for svinerod eller pestrod, og den er helt op i 1900-tallet blevet brugt som lægeurt til dyr.
