MISPEL

Af Helle Ravn, etnolog mag.art.

MISPEL – træet med det meget folkelige navn!

Mispel (Mespilus germanica er et lille træ, som kan trives i det meste af landet. Alligevel findes træet hovedsageligt i den sydlige del, men er i dag langt mindre udbredt, end den har været tidligere. Mispel har rent faktisk været kendt i Danmark siden 1500-tallet, og det omtales i den første danske havebog af Hans Raszmussøn Block i 1647. Mispel er en meget gammel kulturplante, som i oprindelseslandene har været brugt i årtusinder på grund af det store indhold af vitaminer og næringsstoffer

Mispel indeholder stort set det samme, som andre æblesorter: sukker, frugtsyrer, C-vitamin, provitamin A, pektin og garvesyre. Frugten er blevet brugt mod diarré, dysenteri, blodspytning og for kraftig menstruation, og i 1868 blev det anbefalet at bruge knuste frugter og kærner på sår for at stille en blødning, men også inderbarken har været brugt som lægemiddel.

I dag dyrkes mispel udelukkende som prydtræ, men frugten kan også spises, og tidligere blev den brugt til marmelade og kompot. Frugten er blot tre-fem centimeter stor, har en syrlig-sød smag, og den kan først spises efter frostpåvirkning, hvor den er blevet blød i konsistens.

Der har stået mispel i mange herregårdsparker, og i Egeløkkes park på Langeland står der en stor, kroget mispel. Kun de færreste mennesker kender i dag mispel, dog er den langt mere kendt på Als og i det østlige Sønderjylland. Her er den kendt under navnet “åffenås”, og nævner man det” Åbent røvhul”. Navnet er en beskrivelse af den lille frugts udseende, der hvor blomsten har siddet.  Andre steder har den været kaldt aberøv, offenosser, abears, præsterøv, røvpisser, fissepære eller blommenosse – for at nævne nogle af dens øgenavne!

Træet har tidligere stået i Rudkøbing Apoteks have, men om den var plantet af medicinske årsager eller som prydtræ vides ikke. En alsisk gårdejer på over 90 år fortalte: ”Mispel ja, åffenåsser, ja ja. Det har vi haft, men vi har det ikke mere. De skulle have frost først. De er brune, når de ikke er modne, og orange senere; ellers er de ikke velegnede til at spise. Om efteråret når de var modne, så rystede vi dem ned, og så skulle de spises, de smagte jo godt”.

I ”Havebog for Damer” fra 1859 står der til gengæld: ”Frugterne yndes ikke af alle; de må have fået lidt frost, forinden de bruges”.