LIVETS GANG I HAVERNE 2020

posted in: Livets gang i haverne | 0
Der sker en masse i Medicinhaverne, og det vil vi gerne fortælle løbende om – også her på hjemmesiden. Du kan også følge os på Facebook og Instagram. Billederne her på siden er alle taget i løbet af 2020.

21. DECEMBER 2020 Entreprenør Karl Henning Pedersen grubber den kommen sansehave, det sjette haveanlæg.
15. DECEMBER 2020 Jann, Bent, Ole og Bente trodsede det våde december-vejr og sætte det kommende sjette haveanlæg af. Havens hovedtema bliver sanseapparatet. De fire fik også sat Børnenes Medicinhave af, idet det oprindelig areal er blevet væsentligt udvidet.
8. DECEMBER 2020 Betalingspavillonen – nu med lys.
1. DECEMBER 2020 De to gunnera’er er pakket godt ind, så de kan klare sig igennem vinteren, hvis det da bliver vinter 🙂
1. DECEMBER 2020 Inden vinterpausen gør Lene haveredskaberne rene og giver dem olie.
1. DECEMBER 2020 De sidste 11 træer til arboretet kom med fragtmand i dag og kom fluks i jorden.
24. NOVEMBER 2020 De er beskedne og ikke meget for at blive fotograferet. men de tre plantedamer, Margit, Grethe og Birthe, fortjener al den opmærksom, de kan få. De har knoklet for at sikre planteboden et stort udvalg af planter og marmelade. Og resultatet er et rekordstort overskud i 2020.
24. NOVEMBER 2020 Plantedamerne giver morgenmad for at fejre det rekordstore overskud planteboden i år har genereret.
24. NOVEMBER 2020 Jørn og Flemming kører havemøblerne ind i laden til vinteropbevaring. Det er dog stadig muligt at tage kaffen eller frokosten med i Medicinhaverne og sidde ned i den lille, hvide pavillon lige inden for lågerne.
24. NOVEMBER 2020 Poul og Annie vinterdækker akebiaplanterne i pergolaen i Haven for urin- og kønsveje med gran.
24. NOVEMBER 2020 Kinesisk schisandra i Haven for urin- og kønsveje har nu fået halmskørter på, så planterne kan klare sig godt gennem vinteren.
17. NOVEMBER 2020 Så fik vi nye flag og flagstænger, så gæsterne kan føle sig velkomne. Jens Jakob hejser de nye flag.
17. NOVEMBER 2020 Mona på jagt efter det sidste ukrudt, inden vinteren sætter ind i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
17. NOVEMBER Vinterforberedelserne er i gang – her i Hildegard af Bingens Have – hvor Dorte og de andre frivillige er ved at gøre vinterklar. Det indebærer bl.a. at “vinterisolere” den smukke vandfontæne, der er formet som en kogle og savet ud af en cypres fra Tranekærskovene.
17. NOVEMBER 2020 Kaj (på stigen) og Per trimmer humlen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
10. NOVEMBER 2020 Planterne i vandløbet i arboretet stortrives efterhånden.
10. NOVEMBER 2020 “Plantedamerne”,  Birthe (t.v.) og Grethe (t.h.), fik i dag hjælp af Medicinhavernes formand (Helle Ravn i midten) til at potte 50 Tranekærroser, som kommer til salg i planteboden til foråret.
10. NOVEMBER 2020 Det er hårdt at komme op ad bakken til Haven for nervesystem og bevægeapparat, men rullestativet er eneste mulighed for, at Per, Bent og Kaj kan komme sikkert til tops og skære humlen ned i den fem-seks meter høje humlekule.
10. NOVEMBER 2020 Bent prøvesidder de nye møbler i pavillonen. Her er god plads til, at hele familien kan slå sig ned og nyde kaffen eller frokosten.
6. NOVEMBER 2020 Halvdelen af dagens arbejdshold. Opgaven var at plante 80 nye træer i arboretet, men nu man var i gang, blev der også lige fjernet en vissen skørpil i Haven for åndedræt og kredsløb.
6. NOVEMBER 2020 80 nye træer kom i dag i jorden i Medicinhavernes arboret.
6. NOVEMBER 2020  Medicinhavernes formand, Helle Ravn, sørgede for varm kakao og wienerbrød i en tiltrængt pause i plantningen af 80 nye træer i arboretet.
6. NOVEMBER 2020 16 havegruppemedlemmer plantede i dag 80 store træer i arboretet. Heldigvis tog entreprenør Karl Henning Pedersen og hans lille gravemaskine det allertungeste slæb.
6. NOVEMBER 2020 Selv om dagens opgave var at plante 80 nye træer i arboretet, blev der også lige fældet et par balsamgraner, der mistrivedes. Her er det Helle og Kaj, der knokler for at få træet op af jorden.
3. NOVEMBER 2020 På fredag er store plantedag. Her skal 83 nye, store, flotte træer plantes i arboretet. Der skal graves nogle seriøse huller, så det er alle mand af hus.
3. NOVEMBER 2020 Der var hektisk aktivitet foran laden, da vi fik leveret 83 nye træer til arboretet.
27. OKTOBER 2020 Bent og Peder indrammer sandkassen i Børnenes Medicinhave med robinietræ.
27. OKTOBER 2020 Jann og Ole (på traktoren) vander de områder, hvor der i den kommende tid skal plantes 80 nye træer i arboretet.
27. OKTOBER 2020 Fire gange måtte Ole fylde vandtanken, inden han og Jann nåede rundt og vandede de områder i arboretet, hvor der i den kommende tid skal plantes 80 træer.
20. OKTOBER 2020 Jan Oskar “indsamler” uglerne i de fem haver. I vinterens løb bliver de shinet op, så de igen til foråret er klar til de yngste gæsters ihærdige uglejagt.
20. OKTOBER 2020 Frokosten i laden bød på gensyn med et par ældre tv-programmer om Medicinhaverne. Udviklingen går så hurtigt, så det er sjovt at se, hvad der skete for bare få år siden.
20. OKTOBER 2020 Planerne for Børnenes Medicinhave.
20. OKTOBER 2020 Årets sidste høst af græskar.
20. OKTOBER 2020 Annie og Bent med tegningen til Børnenes Medicinhave, som for alvor tager form næste forår.
13. OKTOBER 2020 Niels-Ove, Peder og Povl Erik benytter det dejlige lune efterårsvejr til at udskifte pælene i kastaniehegnet omkring opsamlingsdammen neden for Haven for urin- og kønsveje. 13. OKTOBER 2020 Nanna, Benta og Gudde beundrer morbærtræet i Haven for infektioner og Hildegards Have.
13. OKTOBER 2020 Jonathan og resten af entreprenørgruppen forbereder plantningen af 80 nye træer i arboretet.

13. OKTOBER 2020 Henrik og Anja fra firmaet GURO DENMARK, der har lavet vores flotte vandkogle, var på besøg for at tjekke, at alt er ok. Fra venstre ses Erling, Henrik, Bent, Anja og med ryggen til Ole.
6. OKTOBER 2020 Plantedamerne, Margit, Birthe og Grethe, potter planter, der sammen med de mange glas marmelade, de også laver, går som varmt brød i planteboden.
6. OKTOBER 2020. Nogle ellers store og flotte enebærbuske er pludselig begyndt at visne i Haven for åndedræt og kredsløb. Det viser sig, at de har fungeret som musehjem i stor stil, og musene har gnavet barken af grenene, som så går ud.
6. OKTOBER 2020 Efteråret har indfundet sig, og de vinterfølsomme planter skal forberedes til at flytte inden døre. Her er det Gerd, der potter Stevia i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
6. OKTOBER 2020 I dag blev det så tid til at tømme kompostbunken. Og det job tog Bent og den lille Ferguson sig af.
22. SEPTEMBER 2020 Margit foran kompostbunken, der i øjeblikket vokser og vokser.
29. SEPTMEBER 2020 Jan Oscar, Ole og Peder arbejder i arboretet, hvor alle træerne befries for græs rundt om stammen.
29. SEPTEMBER 2020 Myntetepause i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
22. SEPTEMBER 2020 Peder Lollesgaard med Mathildeæble i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Æblet blev første gang podet af Peders oldefar, og det er opkaldt efter hans oldemor Mathilde.
22. SEPTEMBER 2020  Jytte blandt artiskokker og knoldfennikel i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
22. SEPTEMBER 2020 Efter i flere år at have haft problemer med at dyrke quinoa i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring, må quinoahøsten i 2020 siges at være en succes. Planterne er lige så høje som Jytte, og de bærer masser af quinoa.
22. SEPTEMBER 2020 Efter råd fra Iben Thomsen, Københavns Universitet, (se næste billede) klipper de frivillige i Haven for infektioner og Hildegard af Bingens have nu buksbomhækkene ned. Vi frygtede, at planterne, der tydeligvis mistrivedes, var ramt af sygdom. Men heldigvis tyder alt på, at de kan kureres med vand og saks/hækklipper.
12. SEPTEMBER 2020 Vi har længe haft problemer med de buksbomplanter, der blev plantet i efteråret 2017 omkring Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have. Den meget tørre sommer i 2018 gjorde det bestemt ikke bedre. Vi har været meget i tvivl om. Er planterne ramt af sygdom, og skal de så fjernes for ikke at smitte andre planter? I dag fik vi besøg af Iben Thomsen, Institut for Geovidenskab og naturforvaltning på Københavns Universitet. Iben er ekspert i sygdomme i træer og buske. Det er Iben med solbrillerne i panden. De tre lyttende er Jann, Dorte og Ib (med ryggen til) fra havegruppen. Vi afventer nu Ibens rapport, men hun var ret sikker på, at planterne ikke var ramt af sygdom, men kan reddes med forskellige tiltag.
12. SEPTEMBER 2020 Når vi nu havde besøg af eksperten Iben Thomsen fra Københavns Universitet, så fik vi også kigget på bl.a. denne enebærbusk, der også er begyndt at visne. Her er der desværre nok tale om sygdom, så den skal væk.
8. SEPTEMBER 2020 Birthe plukker brombær, der bliver til den lækreste marmelade, som kan købes i planteboden.
8. SEPTEMBER 2020 Inge på vej til kompostbunken med afklip fra Haven for urin- og kønsveje.
8. SEPTEMBER 2020 Mona luger i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
1. SEPTEMBER 2020 I dag blev robinietræet, der skal indramme sandkassen i Børnenes Medicinhave. Robinie er en meget hård og holdbar træsort. Det er den, der er brugt til pergolaerne i haverne.
27. AUGUST 2020 Havegruppen plus et par enkelte ledsagere besøgte på sommerudflugten Sanderumgaard og Holstenshuus. Billedet her er fra Sanderumgaard, hvor godsejer Susanne Vind (bagest midt i billedet) fortalte om og viste rundt i “Den Romantiske Have”. Det er en af de første af sin slags i Danmark, oprindelig etableret af Johan Bülow i perioden 1793 – 1828. Havens areal er 15 ha. og af den oprindelig udformning eksisterer stadig hytterne Tankefuld og Sommerlyst. Arealet bindes sammen af et større kanalsystem på ca. 2 km., som samler øer, plæner og park. Du kan læse mere her https://www.sanderumgaard.dk/
25. AUGUST 2020 Fra Haven for nervesystem og bevægeapparat.
25. AUGUST 2020 Træerne i arboretet har klaret augustvarmen og tørken fint.
25. AUGUST 2020 På trods af tørke er grøntsagsbedet i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring frodigt. Her er det artiskokker og knoldfennikel.
25. AUGUST 2020 Ole, Mogens, Kaj og Jørn retter de brune metalkanter op i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
18. AUGUST 2020 En smule regnvejr fik ikke gæsterne til at gå hjem. De fandt blot paraply og regnslag frem. Det var nu heller ikke meget vand, der kom. Vi har brug for meget mere.
18. AUGUST 2020 Der er kommet certificeret sand og legesager i sandkassen for de mindste. Inden længe bliver der også sat et robiniegelænder rundt om sandkassen.
18. AUGUST 2020 Kurt har sat et gedigent gelænder op ved indgangen til det flittigt benyttede toilet. Hvis det ellers nogensinde kommer til at regne igen, og fliserne bliver fugtige, så er det rart med et gelænder at holde ved. 
12. AUGUST 2020 Snogen i dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat har et helt spisekammer af grønne frøer for sig selv, men de er hurtige, så det skal snogen også være for at blive mæt.
12. AUGUST 2020 Jens Jakob har plukket solsikker til salgsboden, så gæsterne har mulighed for at købe en smuk buket med hjem
12. AUGUST 2020 Jytte og Liselotte plukker ribs i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. De bliver senere til gele, som kan købes i planteboden.
12. AUGUST 2020
Bent og Per skærer fliser til sandkassen til de allermindste.

4. AUGUST 2020 Solsikkelabyrinten står i fuldt flor.

4. AUGUST 2020 Coronavirussen er igen på fremmarch, så vi skal atter holde god afstand. Det fik Inge, Ib og Niels-Ove til hurtigt at rigge et interimistisk bord sammen.

4. AUGUST Flemming og Bent og Ole sørger for at tanken, der skal rumme vandet til Børnenes Medicinhave kommer på plads.

4. AUGUST 2020 Det er varmt at besøge Medicinhaverne i øjeblikket, både for dyr og mennesker.
28. JULI 2020 Bente på vej til plantesalgsboden med gule squash.
28. JULI 2020 Arbejdet med Børnenes Medicinhave er netop gået i gang. Bent og Bente har været med til at planlægge, hvad der skal være i haven. Der bliver bl.a. etableret et lille vandløb, som børnene selv skal pumpe vandet op i, og vandet ender i en faskine med medicinske sumpplanter som for eksempel vandmynte. Til efteråret vil der blive plantet frugtbuske, og der kommer højbede med spiselige planter. For de helt små bliver der en sandkasse.
28. JULI 2020 Inger på arbejde i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
27.JULI 2020 Der var stor interesse for Jann Poulsens rundvisning i Medicinhaverne med fokus på frugt og bær. Nåede du det ikke, har du chancen igen mandag den 10. august kl. 13.
21. JULI 2020 Sidste uge bød på publikumsrekord i Medicinhaverne. 1450 betalende gæster gik gennem de hvide låger. Hertil kommer et ukendt antal medlemmer samt børn og unge under 18 år, som jo har gratis adgang. Der er da også rigtig meget at se på og glæde sig over i haverne i øjeblikket.
21. JULI 2020 Jann Poulsen, der har tegnet og tilrettelagt Medicinhaverne og havernes formand, Helle Ravn, holder uformelt møde i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Bag dem har havens frivillige medarbejdere dækket solbærbuskene med net, så fuglene ikke napper alle de lækre bær. Der skal også være nogle at lave marmelade af, som vi jo sælger i den lille plantebod ved indgangen til haverne.
17. JULI 2020 Bent (til venstre) og Bente fra havegruppen og entreprenør Karl Henning Pedersen tjekker, at afmærkningerne til Børnenes Medicinhaverne står korrekt. Inden længe går gravearbejdet til første fase af projektet i gang. Der skal bl.a. anlægges en sti ind til haven, laves sandkasse og graves ud til en tank, der skal rumme vand, så der bliver mulighed for at lege med vand.
14. JULI 2020 Ole og Jørgen klipper bøgehækken i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
14. JULI 2020 Da de frivillige i Haven for nervesystem og bevægeapparat i dag holdt kaffepause, viste det sig, at hele tre af dem havde kage med: Daimcookies, squashmuffins og hindbærsnitter. Det er ikke ringe at være frivillig i Medicinhaverne 🙂
13. JULI 2020 Vi har investeret i nye skilte i og foran betalingspavillonen.
7. JULI 2020 Mogens “planter” nyt skilt om ginkgo biloba-træet i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
7. JULI 2020 Kaj kører kompost ud i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
30. JUNI 2020 Annie afprøver den nye smarte japanske stige.

30. JUNI 2020 Povl Erik og Ole sætter nyt skilt op ved indgangen til Medicinhaverne.
23. JUNI 2020 Tag kaffen eller frokosten med og slå dig/jer ned i haverne og nyd synet og duften af de mange smukke planter og lyden af det rislende vandløb.
23. juni 2020 Arne står næsten på hovedet for at finde ud af, hvad der har fået den gamle veterantraktor til at punktere.
23. JUNI 2020 Kurt, Arne og Ole passer og plejer Medicinhavernes to veterantraktorer.
16. JUNI 2020 Bente, Peder og Flemming arbejder i “den uautoriserede have”, hvor der er plantet solsikker, som skal blive til en labyrint.
16. JUNI 2020 Peder og Bjarne tager tid og holder vagt, mens Flemming fræser i området, hvor der er plantet solsikker, som skal danne en labyrint.
9. JUNI 2020 Hvor heldig er man lige, når der lander en guldsmed/vandnymfe (Stor Blåpil-han ifølge en af Medicinhavernes Facebook-følgere) under havearbejde, og der står står en havekollega klar til at tage et billede af det imponerende dyr. Tak til Nanna for at lægge hånd til og Jan Oskar for at tage det fine billede.
9. JUNI 2020 I efteråret 2017 plante havegruppen store, flotte buksbomplanter som hæk rundt om Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have. Vi investerede i velvoksne og ret kostbare planter, så de hurtigt kunne gro op danne en smuk hæk om haven. Så kom den rekordtørre sommer i 2018, og selv om vi vandede og vandede, så er mange af planterne døde. I dag fjernede Ib endnu flere døde planter. Vi har heldigvis råd til at erstatte dem, men ærgerligt er det.
9. JUNI 2020 På grund af faren for coronasmitte har havegruppen i flere måneder ikke holdt sin fælles frokost hver tirsdag i laden kl. 12.30. Ud over at man har savnet at sidde og hyggesnakke med havekollegerne i al almindelighed, så har man  heller ikke haft mulighed for at få fællesbeskeder fra formanden (Helle Ravn, midt i billedet med bogen) og kassereren (Ole F. Jacobsen, midt i poråbningen med blå skjorte). Det blev der rådet bod på i dag, hvor der var fællesmorgenmøde uden for laden med passende coronaafstand mellem de lyttende frivillige.
3. JUNI 2020 Medicinhaverne kunne ikke eksistere uden de frivillige i havegruppen. Heldigvis kommer der flere og flere til. Inger er en af de nye, der er startet i år. Har du lyst til at være med i havegruppen, skal du være hjertelig velkommen. Kig på medicinhaverne.dk under menupunktet BLIV FRIVILLIG og se, om det er noget for dig.
3. JUNI 2020 Per og Kaj nyder udsigten fra toppen af det nye rullestativ, der gør det sikkert at arbejde i toppen af humlekulen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
3. JUNI 2020 Havegruppen har investeret i et rullestativ, så det fremover er mere sikkert at arbejde i toppen af humlekulen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
3. JUNI 2020 Jesper luger ved vandløbet i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
3. JUNI 2020 Flemming og Ole reparerer grusvejen hen mod Medicinhaverne.
26. MAJ 2020 Børnebanden (Medicinhavernes bestyrelsen samt gruppen, der arbejder med flere aktiviteter for børn i haverne) holder møde. Havegruppen har fået et tilskud på 20.000 kr. fra Langeland Kommunes Udviklingspulje, og vi kan nu sætte første fase igang. Hvis du vil læse mere om planerne for Børnenes Medicinhave så KLIK HER 
18. MAJ 2020 Jonathan og Bente (bag kameraet) plantede hundredvis af solsikker i labyrint-form i “den uautoriserede” have. Ud over at være smukke kan de mange solsikker forhåbentlig blive en kilde til fornøjelse for børn og voksne, som bevæger sig rundt i solsikkelabyrinten.
12. MAJ 2020 180 nye planter og 98 nye skilte blev i dag placeret i haverne, så der var hektisk aktivitet overalt i de fem haver.
12. MAJ 2020 Året har foreløbig budt på fire nye i havegruppen, bl.a. Jonathan (t.v.), der er med til at sænke gennemsnitsalderen betragteligt i havegruppen, hvor stort set alle ellers er pensionister 🙂
12. MAJ 2020 Jesper og Nanna på arbejde i Haven for nervesystem og bevægeapparat på en kold og blæsende maj-dag.
12. MAJ 2020 Per på arbejde i Haven for nervesystem og bevægeapparat. Planten forrest i billedet er kvan. Det fortælles ofte, at det var meget vigtigt for vikingerne at have kvanplanten med på deres lange togter, fordi dens C-vitaminer modvirkede skørbug. Det er delvis en skrøne, for en svensk undersøgelse har vist, at der praktisk taget ikke er C-vitamin i de tørrede dele af planten. Bladene holder sig kun friske i kort tid, og yderligere spiste man endda hovedsagelig stilkene.
5. MAJ 2020 Margit på arbejde i duftafdelingen af Haven for åndedræt og kredsløb. Her er hun i gang med at “beskære” krybende timian, der gerne vil brede sig. Her er den brugt som kantplante, og den både dufter dejligt og pynter flot med sine små lilla blomster.
5. MAJ 2020 Peder og Bent styner piletræerne i Haven for åndedræt og kredsløb.
5. MAJ 2020 Ugleopgaven i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring går ud på at finde og smage på et lille blad fra steviaplanten. Mange bliver overraskede over smagen. Og vi kan godt her afsløre, at plantens blade smager helt vildt sødt. Den søder nemlig 300 gange mere end almindeligt sukker.
28. APRIL 2020 Der luges flittigt i Haven for køns- og urinveje.
21. APRIL 2020 Bente kører kompost til Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
21. APRIL 2020 Uglerne med opgaver til Medicinhavernes yngste gæster er atter på plads, og i år har de fået følgeskab af et par grønne uhyrer. De utroligt flotte ugler og uhyrer er lavet af Jan Oskar, der er frivillig i Medicinhaverne. Nogle er lavet af træ andre af papmaché, men fælles for dem er, at Jan Oskar har brugt mange, mange timer på dem. Vi håber, at vores gæster vil passe godt på dem, for de er ikke sådan lige at erstatte.
21. APRIL 2020 Selv om Bent er maskiningeniør, arbejder han også gerne i træ, som her hvor Peder og Aages bænk trænger til nye brædder.

21. APRIL 2020 Engkabbelejerne i Haven for nervesystem og bevægeapparat i fuldt flor.
7. APRIL 2020 Huntaks får giftige bær, derfor fjerner Bent og Ole huntaksplanterne i det område, hvor det er planen at anlægge Børnenes Medicinhave.

 

2. APRIL 2020 Så er der atter mulighed for at købe planter, frø og marmelade. Til venstre ses nypodede æbletræer af bl.a. gamle langelandske sorter, som sælges for 50 kr. stykket.
2. APRIL 2020 Alle havemøbler er malet og på plads i de enkelte haver, her Haven for åndedræt og kredsløb, så tag bare kaffen og kagerne med og slå jer ned. Ja, vi er jo i april, så husk da lige et par tæpper også.
28. MARTS 2020 I havegruppen er vi ikke specielt glade for trådalgerne i de to damme i Medicinhaverne, men det er de grønne frøer til gengæld. I forgrunden ses skud fra en træpæon.

28. MARTS 2020 Bente på lørdagsarbejde i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Selv om havegruppen ikke i denne tid mødes til fælles arbejdsdag hver tirsdag, bliver haverne og arboretet passet og plejet. Vi arbejder bare på forskellige tidspunkter.

28. MARTS 2020 Peder – se næste billede – har lokket Karen med på arbejde i Medicinhaverne.
28. marts 2020 Vi er så heldige, at vi i havegruppen har Peder Lollesgaard, Langelands største æbleekspert. For Peder er pasning af æbletræer ikke et arbejde. Det er en passion, som bliver udført med stor kærlighed til de mange æbletræer, som han i øvrigt selv har podet og plantet i Medicinhaverne. 
27. MARTS 2020 Povl Erik udnyttede den lånte lift til også lige at tjekke tagrenderne.
26. MARTS 2020 På grund af coronasmittefare møder medlemmer af havegruppen på forskellige tidspunkter. Her er det Niels og Gunvor, der arbejder sammen – men holder afstand – i Haven for åndedræt og kredsløb.
24. MARTS 2020 Vi er ved at få installeret en ny moderne automatisk port i den gamle lade i stedet for de tunge gamle træporte, som er godt slidte. Her er det Erling og Povl Erik, der afprøver mekanikken.
24. MARTS 2020 Der er rigtig meget vand i opsamlingsdammen neden for Haven for urin- og kønsveje. Rundt om dammen er der bl.a. plantet singrøn, som netop nu blomster flot.  24. MARTS 2020 Det lokale tømrer- og murerfirma TTS, der i øjeblikket hjælper os med at få udskiftet den store gamle ladeport, har uden beregning lånt os en lift, så vi kan få kittet tagvinduerne og renset tagrenderne på den gamle lade. Her er Ole J. kommet højt til vejrs for at kitte et tagvindue. Stor tak til TTS for lån af lift.  
24. MARTS 2020 Det kan godt lade sig gøre at arbejde i Medicinhaverne og samtidig overholde myndighedernes krav for at mindske coronavirus-smitte. Her er det Jette, der river havegange i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Mange frivillige vælger af gode grunde at blive hjemme. Andre foretrækker at komme på andre tidspunkter end tirsdag, der traditionelt er fælles arbejdsdag.
24. MARTS 2020 Medicinhaverne set fra oven.
17. MARTS 2020 Jørn slog i dag græs for første gang i år. I 2019 skete det den 2. april og i 2018 den 1. maj. Det er da en forskel, der vil noget.
17. MARTS 2020 Først troede vi, at den her var en dræbersnegl, men så blev vi gjort opmærksom på, at det er en leopardsnegl. Og dem skal vi passe godt på. De spiser nemlig andre snegle og deres æg, så de er med til at holde bestanden af dræbersnegle nede.
17. MARTS 2020 I forbindelse med portbyggeriet har vi fået stillet en lift gratis til rådighed af det langelandske tømrer- og murerfirma TTS. Stor tak til TTS for den gestus. Og selv i disse så alvorlige og skræmmende coronavirus-tider måtte vi trække lidt på smilebåndet af liftens navn: Corona. Og på et skilt i den anden ende af maskinen, kunne man læse en meget aktuel besked: Pas godt på dig og dine kolleger! Og det gør vi helt sikkert også. Vi sørger for at holde god afstand, og den fælles frokost i laden er aflyst.
17. MARTS 2020 Arbejdet med ny port i laden blev indledt i dag. Her er det Ole J. og Povl Erik, der giver de nye brædder første gang træbeskyttelse.
10. MARTS 2020 Man får jo helt ondt af den lille mariehøne, som Bente i dag spottede i en guldvalmue i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Våd og kold ser den ud, men forhåbentlig havde den kræfter til at flyve op til Vorherre og bede om godt vejr.
10. MARTS 2020 Regn og fem grader bød årets første officielle arbejdsdag for havegruppen på. Det blev en kold og våd omgang, selv om man som Ille her var klædt godt på.
27. FEBRUAR 2020 Det er stadig lige koldt nok til at arbejde i haverne, men medlemmer af havegruppen mødte alligevel i dag, hvor opgaven lød på klargøring af havemøbler. Dem har vi jo af gode grunde mange af, og de er alle af træ. Vi har været heldige at få foræret mange af dem.
7. FEBRUAR 2020 Et 11-personer stort tv-hold var i dag på optagelse i Medicinhaverne. Her fortæller Medicinhavernes formand, Helle Ravn, om alruneroden, der vokser i Haven for nervesystem og bevægeapparat. Alrunen var tidligere kendt som en kraftig trolddomsurt, som man troede kunne slå folk ihjel med det voldsomme skrig, den udstødte, når den blev gravet op. Men det havde man en løsning på: Man bandt en sort hund fast til planten, hvorefter man gemte sig bag en busk klar til at støde i en medbragt trompet, så man kunne overdøve alrunens skrig. Det hjælp dog ikke hunden, som faldt død om, men op kom planten.
5. FEBRUAR 2020 54 ud af Medicinhavernes p.t. 332 husstandmedlemmer deltog i generalforsamlingen, hvor formanden, Helle Ravn, kunne fortælle, at 2019 har været endnu et rigtig godt år for Medicinhaverne.
5 FEBRUAR 2020 Formanden, Helle Ravn, (på billedet herover ses hun sammen med ordstyrer Lars Johansen) kunne i sin beretning på Medicinhavernes generalforsamling fortælle, at 2019 har været – endnu et – rigtig godt år for Medicinhaverne. Flere gæster, flere medlemmer og flere frivillige. Valg: Formanden er på valg hvert år og vælges direkte på generalforsamlingen, og Helle Ravn blev genvalgt. Desuden var tre bestyrelsesmedlemmer, Christian Anhlefeldt-Laurvig, Kirsten Jørgensen og Jørgen Fischer på valg. Alle blev genvalgt. Kaj Nielsen blev valgt i stedet for Stig Joensen, der er flyttet fra øen. Lene Anker blev genvalgt som suppleant, og Nanna Mariegaard blev nyvalgt som suppleant, da bestyrelsen fremover ønsker, at der er to suppleanter i bestyrelsen. Torben Tranberg blev valgt som revisor, og Lars Johansen blev valgt som revisorsuppleant. Ud over de nævnte sidder også Ole Flintegaard Jacobsen og Jann Poulsen i bestyrelsen.
4. FEBRUAR 2020 Vinteren har foreløbig været meget mild, så bedet med de gamle grønsags-sorter i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring står flot. Her er det Bente, der luger midt i grønkål-bedet.
4. FEBRUAR 2020 Formanden (Helle Ravn, nr. to fra venstre) bød på en lille skarp og hjemmebag til den lille flok, der var mødt op for at klaregøre haverne til et særligt besøg sidst på ugen.
4. FEBRUAR 2020 Så tidligt på året er vi aldrig før begyndt at arbejde i Medicinhaverne, men det er også i en helt særlig anledning. Vi får nemlig nogle meget velkomne – og indtil videre hemmelige – gæster i Medicinhaverne inden længe. En lille flok, bl.a. Ib og Erling, var derfor mødt op for at tjekke at alt ser godt ud. Der blev luget, klippet vindruer ned, vasket skilte, renset vandløb og ikke mindst blev vandkoglen i Hildegards have pakket ud af det plastikovertræk, som den blev dækket med i slutningen af 2019 for at beskytte den mod vintervejret.
14. JANUAR 2020 40 af havegruppens godt 50 medlemmer mødte i dag op i Borgerhuset i Rudkøbing for at tage hul på planlægningen af opgaverne i 2020. Den store nyhed i år bliver Børnenes Medicinhave. Projektet, der er udtænkt af tre medlemmer af havegruppen, Bente, Bent og Jan Oskar, kommer til at udvikle sig over de næste tre år, men allerede i år bliver der noget at glæde sig til for børnefamilierne. Også de populære ugler, der i hver have byder på opgaver til børn og barnlige sjæle, vender tilbage i løbet af foråret.