NYHEDSBREV OKTOBER 2024

posted in: Nyhedsbrev | 0

Nyhedsbrev fra Medicinhaverne i Tranekær – efterår 2024

Der har været en lille pause i udsendelsen af nyhedsbrevet. Det beklager vi. Vi tilstræber, at der kommer et nyhedsbrev fra os en gang i kvartalet.
Det har været en god sommer i Medicinhaverne;
– for havegruppen, som har arbejdet flittigt med at passe haverne og opbygge den nye Haven for de 5 sanser,
– for alle vores gæster, som har nydt de smukke haver – især i juli måned var der rigtig mange besøgende,
– for vores organisation, som er ved at vænne sig til en ny formand og en lidt anden måde at arbejde på.
– for vores naboer og samarbejdspartnere, som har fået en mere aktiv medspiller.

Ny formand i Medicinhaverne

Fra venstre ses Medicinhavernes nye formand Jørn Kristiansen, den afgående formand Per Mansa, der trak sig fra formandsposten af helbredsmæssige årsager, den forrige formand Helle Ravn og til højre den allerførste formand og stifter af foreningen Bjarne Møller Pedersen. Per Mansa bliver som sine forgængere på formandsposten som frivillig i havegruppen.
Medicinhavernes nye formand, 68-årige Jørn Kristiansen, der er bosat i Svendborg, blev valgt på en ekstraordinær generalforsamling den 30. april i laden i Tranekær. Jørn er den 4. formand i rækken i de 16 år, der er gået siden opstarten af Medicinhaverne.
”Medicinhaverne er et fantastisk projekt baseret på stor faglighed og et kæmpe frivilligt engagement. Med et besøgstal, der har rundet 17.000 p.a. og med 400 medlemmer og op mod 60 frivillige ildsjæle, udgør Medicinhaverne et unikt sted for Tranekær, Langeland og hele det Sydfynske område. Men Medicinhaverne har potentiale til endnu mere, og det glæder jeg mig til at realisere, sammen med alle de gode kræfter, der allerede har skabt en smuk og værdifuld have, siger Jørn Kristiansen.
Den nye formand er en erfaren virksomheds- og projektleder og har desuden, i mere end 20 år, beskæftiget sig med organisering og udvikling af frivilligt arbejde, i flere dele af landet. Hans rolle, som formand for Medicinhaverne, er at videreføre projektet, sikre god ledelse og markedsføring og skaffe penge til videreudvikling. Han skal desuden øge samarbejdet med relevante parter og ikke mindst sørge for, at alle de mange frivillige har de bedst mulige praktiske og sociale arbejdsvilkår.

10.000 kr. i donation til Medicinhaverne

Medicinhaverne har modtaget 10.000 kr. fra Sol og Strand for vores indsats med at skabe, vedligeholde og formidle Medicinhaverne i Tranekær.
Sol og Strand uddeler et årligt beløb, som de kalder ”Den Lokale Håndsrækning”, der gives til foreninger mv. som skaber oplevelser til glæde for lokale og turister. Og det gør vi i Medicinhaverne synes Sol og Strand, Fyn, Langeland og Odsherred.
Bureauchef Lene-Marianne Nielsen mener, at Medicinhaverne er et kæmpe aktiv for folk på Langeland – både de fastboende og sommerhusejerne og for alle dem, der gæster øen.
Formanden for Medicinhaverne, Jørn Kristiansen, har været forbi hos Sol og Strand for at modtage checken og han siger, at de 10.000 kr. er en dejlig gave, som skal gavne de frivillige i haverne, og han ser gerne, at pengene bliver anvendt på at styrke vores faglighed, således at vi nu f.eks. vil kunne honorere eksperter i plantemedicin for deres oplæg og transport. Dermed har vi bedre muligheder for at få fat i de helt rigtige folk.
Medicinhavernes foredrag afholdes dels for havegruppen, for medlemmerne i foreningen og udbydes også ofte til offentligheden, så mange flere kan få glæde af og indsigt i planternes forunderlige verden.

Verdensdamerne har været i Medicinhaverne

Lone Krüger Bodholdt, der er journalist og redaktør på DR, har fået et nyt afsnit om Verdensdamerne klar. Hun skriver til os: Hej Jørn.Tusind tak for sidst, vi fik nogle rigtig fine optagelser med hjem fra besøget hos jer tilbage i maj måned. Programmet blev sendt søndag den 13. oktober kl. 22 på DR 2 og kan stadig ses på DR. God reklame for Medicinhaverne!

Flot donation af originalt grafisk tryk af Æbletræet Langeland

Jørgen Lind fra Helsingør har en stor samling af originale grafiske tryk fra perioden 1500-1920. I blandt dem fandt han en smuk afbildning af æblesorten Langeland. Hans research har ført frem til, at farvetrykket blev bragt som bilag til professor A. Pedersens legendariske værk “Danmarks Frugtsorter”, der vistnok udkom i 1937. Jørgen synes, at dette tryk – i stedet for at ende sine dage i en af hans skuffer – burde hænge hos os. Han bringer det til Langeland her i efteråret og vi takker mange gange for hans betænksomhed.
Langeland har fra gammel tid haft tradition for frugtavl. Det milde klima og den frugtbare jord skaber gode betingelser for æbledyrkning. Flere af Medicinhavernes medlemmer er forhenværende frugtavlere. De har fra forskellig side skaffet podekviste fra 10 gamle langelandske æblesorter, og der er blevet podet 10 træer.
Medicinhaverne holder podekurser for interesserede.

Lys i Mørket i Medicinhaverne den 2. november – flot program

Kom lørdag den 2. november kl. 16.30 – 21.30 og oplev den magiske stemning i Medicinhaverne i Tranekær med lys på både planter og stier, poetisk musik i laden og oplevelser for både børn og voksne, og der er gratis adgang til det hele.
Om aftenen er der normalt meget mørkt i Medicinhaverne på denne årstid, men den 2. november er der fra kl. 16.30 lys i alle seks temahaver, og der foregår mange forskellige ting for børn og voksne.
Ved indgangen er der en tre meter høj skulptur, der bliver oplyst, og børn kan tænde en stor stjernekaster, som giver et magisk lys. Og så kan børn købe en smuk lanterne på en lang stang for kun 20 kr.
Rundt på stierne kommer der er et lysende spor, så man nemmere kan gå rundt mellem de seks temahaver, der er oplyste træer, og man skal gætte, hvad det er for nogen medicinske planter, der er specielt lys på.
Inde i Laden sker der også mange ting for både børn og voksne. Børn kan lave en lille dekoration af tørrede planter, og når den er færdig, får de et lille LED-lys til at sætte midt i dekorationen.
I Laden kan man også udfylde et skema med navnene på de oplyste planter, man kan smage en lille kop urtethe og man kan købe kaffe, the og kage i den lille café. Samtidig vises der billeder fra årets gang i Medicinhaverne
Som noget helt specielt giver spillemand Benjamin Dunk koncert kl. 18.00 – 18.30 og kl. 20.00 – 20.30. Benjamin Dunk spiller poetiske, selvskrevne danske sange om sjæl, indre erkendelsesrejser og det, på godt
og ondt, at komme til stede og finde forankring i eget liv og skæbne. Begge gange er koncerterne i Medicinhavernes Lade, og der er gratis adgang.
Kl. 17.30 – 18.00 er der en guided tur i mørket, hvor der fortælles om enkelte planter, og turen gentages kl. 19.00 – 19.30. Helle Ravn er guide.
Bevaringsforeningens formand Peter Dragsbo fortæller og viser billeder om nogle af de spændende gamle huse i Tranekær. Det foregår i Laden og er årets sidste programpunkt.
Normalt siger man, at mørke og lys er to modsætninger, men netop den dag bliver de to modsætninger forenet på bedste vis i Medicinhaverne i Tranekær.

Phytoterapeuterne, Urteskolen og Medicinhaverne – skal vi lege sammen?

Den 22. oktober 2024 havde Medicinhavernes formand Jørn Kristiansen arrangeret et foredrag ved de to phytoterapeuter Sindie Kjær Pedersen, Svendborg, og Lasse Raaberg, Nordsjælland (t.v.) for de frivillige i Medicinhaverne. Sindie og Lasse er uddannet på Urteskolen og har begge egne klinikker. Lasse er desuden uddannet læge. De kan noget med planter og måske kan vi lære noget af hinanden.

Nyhedsbrevets plantelære – Ledris, en plante med en lang medicinsk historie

Af Ole Due Pedersen, pensioneret gynækologisk overlæge
Ledris er en ikke særligt iøjnefaldende lavtvoksende busk. Stænglen ligner leddelte riskorn, deraf navnet. Planten stammer oprindelig fra Kina. Ledris trives bedst i tørt, varmt tempereret klima på den nordlige halvkugle. Findes i den sydvestlige og centrale del af Asien, langs Middelhavet og det sydvestlige Nordamerika. I dag findes der flere end 30 arter. Ledris er ikke vildtvoksende i Danmark.
Plantens medicinske historie
DNA-analyse af plaque (belægninger) fra Neandertal-tænder har vist DNA-rester fra Ledris. Neandertalerne uddøde for ca. 25-30.000 år siden, så vi kan jo af gode grunde ikke vide, om ledris blev brugt som medicin eller som en del af kosten. To procent af menneskets gener stammer fra neandertalerne, så med denne ”nærkontakt” har menneskeracen (Homo Sapiens) muligvis haft et tidligt kendskab til ledris. Ledris blev første gang beskrevet under den kinesiske kejser Shen Nung ca. 2700 f.v.t. Ledris indgik i blandinger med andre urter for at stimulere kredsløbet, nedsætte øget svedproduktion, febernedsættende, bedre vejrtrækningen samt dæmpe hoste. Er blandt de 50 vigtigste planter i traditionel kinesisk medicin (TCM). Kendt i Kina under navnet Ma Huang. Andre typer ledris i Japan, Indien, Rusland, Grækenland og Amerika blev brugt mod diverse Ma-Huang-lidelser samt religiøse ritualer. I Amerika er ledris desuden brugt mod syfilis og gonore. Te brygget på Ledris har en stimulerende (amfetamin-lignende effekt) på hjernen og blev brugt af Djengis Khans soldater, når de var på vagt. Hvis de faldt i søvn, var det ensbetydende med en dødsdom. Zen-buddhistiske munke drak ligeledes teen, når de skulle i langtids-meditation.
Nutidig brug af efedrin
I 1885 isolerede japaneren Nagayoshi Nagai efedrin fra ledris. Efedrin findes fordelt i hele planten, men dog mest i stænglen. Ca. 40 år senere blev efedrin fremstillet syntetisk. Efedrin er et alkaloid (kvælstofholdigt, basisk stof som findes i mange planter), der stimulerer det autonome sympatiske nervesystem ved at øge mængden af stress-hormonerne adrenalin og noradrenalin i blodet. Tidligere blev efedrin brugt til behandling af astma, langsom puls og som næsedråber ved allergiske næselidelser og forkølelse. Behandlingerne var ofte forbundet med mange bivirkninger. I dag bruges efedrin udelukkende ved for lavt blodtryk specielt ved rygmarvsbedøvelse samt ved kredsløbskollaps (shock). I andre lande er efedrin totalt forbudt, bl.a. fordi det let kan omdannes til narkotikamidlet metamfetamin (”Ice”). Efedrin har en amfetaminlignende effekt og har været brugt som dopingmiddel indenfor diverse sportsgrene bl.a. af den verdenskendte fodboldspiller Maradona. Da efedrin øger fedtforbrændingen, har det også været brugt i slankemidler, bl.a. ”Helsingørpillen” og præparatet Letigen. Slankemidlerne blev forbudt i Danmark i 2002 og i USA i 2004 pga. af alvorlige og undertiden fatale bivirkninger. Imidlertid forhandles det mange steder på Nettet enten indeholdende efedrin eller ekstrakt af ledris. Ledris findes i Medicinhaverne i Haven for åndedræt og kredsløb.

Nyhedsbrevet udsendes af Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær. Redaktør: Jørn Kristiansen. Tekst: Jørn Kristiansen, Ole Due Pedersen, Helle Ravn. Fotos: Jens Vind Frederiksen, Helle Ravn, Bente Wulff, Lene Anker. Du kan også følge os på facebook.com/MedicinhaverneTranekaer/ og på instagram.com/medicinhaverne_tranekaer/ og medicinhaverne.dk