Safran-krokus
Af Ole Due Pedersen, pensioneret gynækologisk overlæge
Navn.
Dansk navn: Safran-krokus.
Latinsk navn: Crocus sativus.
Oprindelse og udbredelse.
Stammer formentlig fra Grækenland eller Anatolien i Tyrkiet. Senere bredt sig til Asien. Det er først i begyndelsen af middelalderen, omkring det 9. århundrede, med de arabisk-muslimske erobringer, at safran spredte sig i Nordafrika. Med maurernes invasion af Europa spredte dyrkningen af safran sig i Europa og især i Spanien. I dag produceres 70-90% af alt Safran i Iran og en mindre del i Indien og Spanien.
Plantebeskrivelse
Safran-krokus er en ca. 25 cm. høj, flerårig løgplante med grønne løvblade og en violet blomst. Blomsten indeholder tre rødorange støvdragere (grifler).
Anvendte plantedele
De tre støvdragere er er grundlaget for safrankrydderiet. I forbindelse med tørring mister støvdragerne 80% af deres vægt. Der skal derfor 2 til 4 millioner støvdragere til 1 kilo safran. Derfor er safran suverænt verdens dyreste krydderi, men der sælges utallige forfalskninger af safran.
Safrans kulturhistorie
Safran er kendt for sin unikke smag og sin røde farve, som kan give en dyb gul farve.
Safran baseret farvepigment er fundet på 50000 år gamle hulemalerier i Irak. Safran er beskrevet i Biblen (Højsangen) og i Iliaden. De egyptiske faraoner lod sig balsamere i safran, og Cleopatra tog bad i det for at pleje sin hud. Grækerne parfumerede deres stuer med det, og romerne puttede safran ind i deres hovedpuder, fordi de mente, at det havde en seksuelt stimulerende effekt. På grund af mange forfalskninger var der i middelalderen et specielt og bevæbnet safranpoliti på markedet i Venedig, og Storbritanniens kong Henrik den Ottende var så glad for den rene vare, at han udstedte et dekret om dødsdom for dem, der svindlede med det ”røde guld”.
Safran har en ganske speciel smag, som beskrives meget forskelligt. Der skal kun en lille mængde til for at tilføje smag og farve til diverse retter. Den mest kendte ret er den spanske ret Paella.
Safran bruges også som parfume og farvestof.
Plantens medicinske historie
Allerede for 4000 år siden anvendte kineserne safran som et elskovsmiddel. Et fønikisk brudepar skulle tilbringe bryllupsnatten på et lagen farvet med safran. Lægekunstens fader Hippokrates (ca.300 f.Kr.) betragter safran som et lægemiddel.
Safran har i århundrede på forskellige steder i Asien og Europa været brugt i folkemedicinen mod tarmkolik, fordøjelsesbesvær, til behandling af menstruationssmerter, lændesmerter, hoste, astma, hjertesygdomme, kopper, skarlagensfeber, forkølelse og diverse psykiske symptomer.
Indholdsstoffer og forskning
Safrans støvdragere indeholder mineraler, proteiner, sukker og vitaminer som B1 og B2 samt de 4 vigtigste stoffer crocin, crocetin, picrocrocin og safranal. Crocin og crocetin er carotenoidforbindelser, der forårsager den gule farve af safran. Smagen af safran skyldes picrocrocin, hvorimod dens specifikke duft tilskrives safranal.
Safran har i dyreforsøg vist gavnlig effekt som antioxydativt middel (beskytter cellerne mod oxydativt stress) og også mod betændelsestilstande, samt mod kræft, diabetes, forhøjet blodtryk samt demens. Der foreligger kun begrænset forsøg på mennesker og den høje pris på safran vil nok begrænse mulighederne for videre udvikling til et fremtidigt medikament.
Dyrkning
Safranplanten er en løgplante der trives bedst i områder med tørre, varme somre og kolde vintre.
Kan dyrkes i Danmark. Blomstre omkring oktober måned.
Safran kan ses i Haven for urin- og kønsveje og i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.