ASPARGES
Af Helle Ravn, etnolog mag.art
Som medicinsk plante har især de tørrede jordstængler af asparges været tilskrevet virkning, idet
jordstænglerne indeholder steroide saponiner og kulhydratet inulin.
Men også de friske skud og selve planten har været anvendt. Allerede Henrik Smid skrev i 1546, at
skuddene kogt i vin eller eddike og smør, skulle spises mod forstoppelse, og at planten var
urindrivende, og asparges har været anført som rensende for mave, bryst og lever.
I nutiden antages det, at jordstænglen øger nyrernes udskillelse af vand, og den anvendes mod
infektioner i urinvejene samt forebyggende mod nyre- og blæresten. Der er dog ingen kliniske
studier, som understøtter virkningen af asparges. Asparges gror vildt i Danmark i enkelte kystnære
områder. Planten har været spist som en delikatesse siden midten af 1500-tallet, men den blev
først almindelig dyrket i haverne fra omkring 1800.
I Medicinhaverne vokser der asparges i ”Haven for nervesystem og bevægeapparat”.