HYACINT
Af Helle Ravn, etnolog mag.art
Som mange andre løgplanter kom hyacinter til Danmark omkring 1600.
Som næsten alle danske planter har også Hyacint været brugt som lægemiddel. Hyacinter
indeholder alkaloider og er giftige, hvis man spiser dem i store mængder. Endvidere kan duften af
hyacint udløse allergiske anfald hos en del mennesker, og hyacint er klassificeret som en af de
værste duftallergiplanter. Flere kilder fortæller, at man tidligere gned løgsaften i ansigtet for at
forhindre hårvækst.
Tidligere blev løget stillet i et hyacint- eller swibelglas med vand. Toppen skal stå mørkt, så derfor
blev løget dækket af det karakteristiske kræmmerhus. Først når der er dannet et kraftigt rodnet og
kræmmerhuset er ved at blive vippet af, kan man få glæde af planten.
I dag købes hyacinter som oftest forspirede, og ved at vaske jorden forsigtigt af, kan man have
dem stående i de smukke hyacintglas. Hyacinter findes i dag i et utal af farver, men den var
oprindelig rødlig, og de dyrkede sorter har mange flere og større blomster, end de vilde.