PÆONER
Af Helle Ravn, etnolog mag.art
Allerede i oldtiden tilskrev man pæonfrø, blomster og pæonens rod helbredende virkning, og
pæonfrø blev brugt til smertelindring af fødende kvinder.
Pæoner er blev betragtet som en af trolddomsurterne. Pæonens frø – pæonkærner kaldet – blev
ifølge den folkelige plantemedicin sat på snor og båret om halsen, for man mente, det skulle virke
mod tandpine. Frøene blev også spist mod mareridt og urolig søvn. Og så er kærnerne siden
middelalderen blevet blandet med det knuste kranium fra en hængt tyv mod epilepsi. Midlet
tilskrives Frederik I (1471-1533), og det skal være brugt af Christian III (1503 – 1559).
Pæon nævnes i de ældste farmakopéer og har frem til 1850-erne været til salg på danske
apoteker.
I Medicinhaverne vokser der bl.a. pæoner i Hildegards have. Hildegard von Bingen sagde, at det
var en kraftig plante med en god effekt mod epilepsi og feber. Endvidere sagde hun, at en person,
der havde mistet forstanden, skulle have pæonfrø og honning på tungen, for så vil pæonens
kræfter gå til hjernen, og personen vil komme til fornuft.
Plante og frø skulle angiveligt indeholde det giftige glycocid, peregrin – samt nogle andre ukendte
giftstoffer. Det kan ikke anbefales at bruge pæonfrø, for de fremkalder mave-tarmkatar med
opkastninger og diarré.
Der er pæoner i ”Haven for åndedræt og kredsløb” og i ”Hildegards have”.