FORMAND HELLE RAVNS ÅRSBERETNING FOR 2017 PÅ GENERALFORSAMLINGEN 8. FEBRUAR 2018

Det er nemt at skulle fremlægge en beretning, når det går rigtig, rigtig godt, og det har det så sandelig gjort for Medicinhaverne i Tranekær i 2017.
Hvor vi i 2016 mest arbejdede på de indre linjer, er der foregået rigtig meget i 2017, og det er kommet tilbage til os i form flere besøgende og deraf flere kroner i entré, meget mere omtale i pressen, flere medlemmer, flere fondsmidler, en større skare af entusiastiske arbejdende pensionister i Havegruppen, tildelingen af Den Sydfynske Initiativpris – og sidst men ikke mindst det store vellykkede projekt med anlæggelse af et vandløb gennem to haver og ned over arboretet.
Ja, så kan jeg vel egentlig afslutte min beretning?
ANLÆGSARBEJDER OG NYHEDER I MEDICINHAVERNE
I begyndelsen af året vedtog bestyrelsen, at årets store satsning skulle være vandløbet med recirkulering af vandet. Vi havde umiddelbart ikke økonomi til det, men mente at ved generelt at være sparsommelige og ved en eventuel forhøjelse af kassekreditten, skulle det nok gå.
I juni måned kom firmaet Junckerhaven fra Sjælland, og takket være endnu en gang en enorm fysisk indsats fra mange fra Havegruppen, fik vi det længe ønskede vandløb. Det var en stor dag, da vandet endelig løb, og efter forskellige justeringer, gik det rigtig fint. Vi har dog været forbavsede over, at der har været så stor fordampning af vand.
Jann Poulsen, Ole Due Pedersen og jeg selv har gennemgået samtlige planter og dertil hørende planteskilte. Gennem årene var der opstået mangler og fejl, hvilket bliver rettet op i 2018. For at undgå lignende situationer har Ole Due, som står for plantedatabasen, lavet en digital Havedagbog til hver have, hvor alle ændringer indføjes. Vi har lige nu 562 forskellige vækster.  Desuden har vi 90 forskellige vækster i arboretet.
Og så havde Medicinhaverne den store lykke, at vi pludselig fik tilbudt at få oversat alle plantenavne fra hjemmesiden til tysk. Stor tak for det til Sigrun Eisermann. Og senere fik vi endda også oversat de fleste af hjemmesidens tekster. Også stor tak for det!
Den 3. september kunne Christian Ahlefeldt-Laurvig indvie den fjerde temahave: Haven for nervesystem og bevægeapparat. Det var en rigtig dejlig dag, som blev overværet af omkring 100 mennesker.
I styrtende regnvejr blev der i oktober kørt ikke mindre end 106 tons grus og kompost på det areal, hvor den femte temahave – Haven for infektioner og immunsystem – kommer. Desværre var det så smattet, så de store maskiner lavede dybe hjulspor i græsset, men det forhindrede os ikke i at plante buksbomhækken, som skal omgive haven.
I december blev ladens tag afstivet, så vi nu slipper for nervøsiteten over, at taget kunne falde ned ved en storm. 
ARRANGEMENTER
I foråret blev der endnu en gang afholdt podekursus og beskæringskursus, og til begge dele var der omkring 30 deltagere.
I maj stillede to venlige personer op på Hvidkilde Havemarked for at reklamere for Medicinhaverne, hvilket måske også var årsag til, at der til vores eget plantemarked var 21 boder og godt 400 besøgende.
I maj måned havde Fyns Amts Avis inviteret 60 læsere på besøg i Medicinhaverne med rundvisning, kaffe og kage. Der meldte sig mange flere, som desværre måtte afvises, men arrangementet gav en stor og flot omtale i avisen.
I juni og august holdt Gitte Dalsgaard omvisning for foreningens medlemmer, og det er et arrangement, som vi vil gentage.
I juli holdt Anne Grete Rasmussen / Fru Grøn seks offentligt annoncerede omvisninger om kost og planter med frivillig spisning bagefter på Sukkerfabrikken.
Der har været afholdt tre velbesøgte foredrag af udefra kommende forskere: Etnolog Charlotte Bøgh om plantemedicin og hjælpearbejde; de to seniorforskere fra Årslev Martin Jensen og Kai Grevsen: Fra plantemedicin til fødevarer – bioaktive stoffer i planter af og Leon Brimer fra KU om: Blomsterduft til helbredelse, kropslig vellugt og meditativ røgelse. 
GRÆSSLÅNING, UKRUDT OG MULVARPE
Så kort kan arbejdet med at passe haverne egentlig godt beskrives. Men det kan så sandelig også beskrives som Sisyfos-arbejde, for det blev gentaget omkring cirka 30 gange i løbet af sæsonen, og når man dertil lægger, at der udføres mindst 500 timers arbejde med at vedligeholde haverne, et ukendt antal timer med at potte planter, og dertil lægger alle timerne med anlæggelse af vandløbet, hjemmeside, Facebook, regnskaber osv. Ja så kan man kun blive imponeret over arbejdsindsatsen. 
BESØGSTAL OG GRUPPEBESØG
Siden vi i 2015 indførte betaling ved indgangen, er vores besøgstal nærmest eksploderet år for år. I 2015 var der i alt 4.992 besøgende, i 2016 var der 6.162, og i 2017 var der hele 8.433 besøgende, hvoraf de 7.045 var betalende.
Så længe vi ikke har en person siddende ved indgangen til at tage imod betaling, vil vi aldrig kunne opgøre besøgstallet nøjagtigt. Vi ved dog, at Havegruppen har haft 247 familiemedlemmer gratis med, at der har været fondsbestyrelser, journalister og frivillige fra andre medicinhaver, som er kommet ind uden betaling, og endelig at vi regner med, at der kan tillægges 10% børn, som er gratis, oven i besøgstallet. Summa summarum bliver besøgstallet 8.433. OG DET ER VI STOLTE AF.
Der har været 26 betalende grupper til rundvisning i Haverne, samt gratis grupper som lige nævnt. Annie Andersen styrer gruppebesøgende med fast hånd, og sørger for, at der altid står rundvisere parat, når grupperne arriverer. 
MARKEDSFØRING
Takket være at vi fik tildelt Den Sydfynske Initiativpris d. 2. februar 2017 har vi fået en helt fantastisk omtale i Fyns Amts Avis med masser af billeder fra Haverne. Der er slet ingen tvivl om, at det har været en af årsagerne til de mange besøgende.
Rom blev ikke bygget på én dag, og derfor er vi meget glade for den markedsføring, som kan gøres gratis eller med meget ringe omkostninger: omtale i aviser, radio og ugeblade, opsætning af kopierede og laminerede plakater, løbesedler, ugentlige opdateringer på Facebook, hjemmeside og Instagram, forskellige netportaler, Langelands Turistforenings aktivitetsoversigt, mm. I to år har vi også sendt materialer ud til busoperatører, og der er sendt mails ud til samtlige af Haveselskabet lokale kredse. Alt dette kræver meget arbejde – men det er gratis.
Helt kan vi dog ikke undgå at bruge penge på markedsføring, og skal besøgstallet stadig stige, er vi nok nødt til at investere lidt mere i markedsføring. Men vores folder, som bliver kørt ud til campingpladser, købmænd, turistkontorer mm. i det Sydfynske område, blev i alt delt ud i godt 7.700 eksemplarer. For første gang, blev den også trykt på tysk, og vi har brugt 3.100 tyske eksemplarer.
Vi annoncerer kun to steder, og det helt lokalt: I Langelandsguiden og i Lohals Havns turistbrochure, som omdeles i sommerhuse på Nordlangeland.
FONDSMIDLER
2017 har vi været enormt privilegerede ved at få rigtig mange fondsmidler. I alt blev der sendt 13 ansøgninger, og kun fem fonde gav afslag.
Jeg vil gerne udtrykke min store tak over for følgende fonde og puljer:
  • Fyns Amts Avis med Fonden til Den Sydfynske Initiativpris på kr. 30.000 til hjælp til toilet og en statuette
  • Fonden Langelands Elforsyning for gravearbejde og kr. 30.000 til hækplanter
  • Foreningen Plan Danmark for en generøs donation på kr. 75.000 til vandløbet
  • Foreningen til fremme af kulturen på Langeland for kr. 9.585,76
  • Tove Dølby for en donation på kr. 1.500 samt et borde- og bænkesæt
  • Langeland Kommunes Rådighedssum for støtte til aktiviteter på kr. 5.000
  • Langeland Kommunes pulje til idrætshaller og klubhuse for donation til indlæggelse af elektricitet i laden på kr. 20.000
  • Nordea Fonden for delfinansiering af tysk infotavle på kr. 5.000
  • Fynske Bank for en donation til færdiggørelse af Have 5 på kr. 50.000
  • Havekulturfonden for støtte til udgivelse af bog om Medicinhavernes planter på kr. 22.500
TAK TIL ALLE, UDEN HVIS STØTTE VI IKKE VAR NÅET NÆR SÅ LANGT I 2017.
HAVEGRUPPEN
Som det tydeligt må være fremgået af beretningen, ville knapt være sket noget i Medicinhaverne i 2017, hvis det ikke havde været for Havegruppens energiske, effektive, entusiastiske, engleblide, eftertrykkelige energibundter.
Det ville være helt på sin plads at takke hver og en med navns nævnelse her til generalforsamlingen. I stedet vil jeg sige, at det i virkeligheden er fællesskabet og den fælles ansvarsfølelse over for Medicinhaverne, der har givet årets resultater. Tak skal I have alle sammen.
Og så vil jeg slutte med et japansk ordsprog:
Vil du være lykkelig én dag, så drik dig fuld.
Vil du være lykkelige én uge, så gift dig.
Vil du være lykkelig hele livet, så plant en have.
Helle Ravn 8.2.2018
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________