ALRUNE

Af Helle Ravn, etnolog, mag.art

Alrune – planten man sagde voksede på byens galgebakke.

Alrune (Mandragora officinarum ) har flere folkelige navne, og de mest almindelige er Galgemand, Galgeurt eller Armesynder-mand, fordi den blev opfattet som et menneske i signaturlæren; roden kan nemlig ligne et menneske med arme og ben. Man sagde, at den voksede tæt ved galgestedet og blev næret af den hængtes sæd. Der er nok ikke så meget om snakken, for den er ikke fundet vildtvoksende på nogen galgebakker. Af andre navne kan nævnes Alrunerod, Nisse og Dragedukke.

Alrune, som tilhører natskyggefamilien, stammer fra Middelhavsområdet, men klarer sig også i Danmark på løs jord og i fuld sol. Den er flerårig med en pælerod, som kan blive op til 1,2 meter og meget ofte med sidegrene. Bladene er gulgrønne og vokser i roset, hvor de små violette blomster skyder op midt i rosetten i februar-marts måned og forsvinder igen først på sommeren. Efter frugtsætning af gule bær, kaldet kærlighedsæbler, visner alrune hen i løbet af sommeren.

Alrune bør ikke bruges i dag på grund af sin giftighed, og drogelisten påpeger, at det ikke er acceptabelt at anvende den. Hele planten anses for at være meget giftig, men alligevel er den blevet brugt medicinsk. Gennem 2000 år har alrune været brugt mod alverdens sygdomme samt som narkotisk og smertestillende middel. Om bærrene eller kærlighedsæblerne blev det sagt, at de fremmede frugtbarhed, og de var kendt som et elskovsmiddel.

Alrune er tidligere blevet betragtet som en trolddomsurt, og der findes mange beretninger om dens virkninger. Besiddelse af alruneplanten var meget eftertragtet, da man mente at den bragte held i spil og kærlighed. Når alrunen blev gravet op, sagde man, at den ville udstøde et højt skrig, og graveren ville falde død om. For at undgå dette skulle en sort hund bindes til plantens rod ved fuldmåne, og når hunden havde trukket alrunen op, ville der lyde et højt skrig og hunden falde død om. Nogle tilrådede endda, at man samtidig spillede trompet så man ikke hørte skrigene.,

Alrune indeholder stofferne scopolamin og hyoscyamin, som også findes i galnebær og bulmeurt. Begge stoffer hæmmer det parasympatiske nervesystem. Scopolamin udløser i lave doser døsighed, i større doser kan det udløse hallucinationer og i værste fald lamme åndedrætssystemet. Den har tidligere været brugt som ”sandhedsserum” ved afhøringer på grund af dens hæmmende effekt på centralnervesystemet. Scopolamin er effektiv mod køresyge og sælges i dag som plastre, da scopolamin let absorberes fra huden. Hyoscyamin afslapper den glatte muskulatur i mave-tarm-kanalen og bruges i dag mod kolik.