Opiumsvalmuer i frøstand

Sådan så apoteksinteriør tidl. udNavnet apotek stammer fra det græske ord apothéke som betyder lager eller opbevaringssted. Det ældst beskrevne apotek opstod i Bagdad i slutningen af 700 tallet. De første apoteker i Europa blev grundlagt i 1200 tallet i Salerno og Palermo på Sicilien. Det var i denne periode man så den første opdeling mellem lægevæsen og apotekervæsen. Indtil reformationen i Danmark i 1536 blev landet hovedsageligt forsynet med lægemidler fra katolske klosterhaver samt fra omrejsende købmænd der solgte urter og importeret medicin på de lokale markeder. Ophøret af klostrenes sundheds-tjeneste betød et tomrum hvorfor man fandt det nødvendigt at oprette en statslig medicinalpolitik.
APOTEK MED MERE
Den første kendte apoteker var Willum Unno, som i 1546 efter kongeligt privilegium anlagde et apotek i Højbrostræde i København. Tre år senere blev det første apotek i provinsen oprettet i Odense, det senere Løve Apotek. Alle apoteker havde deres eget laboratorium, hvor der blev fremstillet piller, miksturer og andre typer medicin. I produktionen af lægemidler indgik krydderier, urter og duftende stoffer til at tage den værste smag. Mange af ingredienserne blev dyrket i apotekets egen have. Da apotekerne ikke kunne overleve alene ved at sælge medicin forhandlede man også konfekt, kandiserede frugter, chokolade, syltede varer, krydderier samt eksotiske specialiteter. I forlængelse af apoteket var der ofte en krostue hvor det tit gik livligt for sig.
FÆRRE APOTEKER
I 1672 fastslog man ved lov at apotekerne havde eneret på fremstilling af medicin. Denne eneret mistede de igen i 1913, hvor de første medicinalfirmaer var dukket frem. For at opnå svendebrev måtte man stå fem-seks år i lære hos en apoteker. Efter 1672 forordningen måtte svende, der ønskede at opnå apotekerbevilling, lade sig eksaminere ved Københavns Universitetet. I 1892 oprettedes Den farmaceutiske Læreanstalt som i dag kaldes Danmarks Farmaceutiske Højskole.
RUDKØBING APOTEKRudkøbing Apotek
Rudkøbing Apotek blev som det første apotek på Sydfyn oprettet ved kongelig bevilling i 1705. I 1775 blev apoteket overtaget af Søren Christian Ørsted, som var far til Hans Christian Ørsted og Anders Sandøe Ørsted. Oehlenschläger, hvis søster blev gift med A.S. Ørsted, skildrer i Langelandsrejsen indtryk fra en sommerferie på Rudkøbing Apotek. Bygningen, der rummede Rudkøbing Apotek, blev i 2017 solgt til privat brug, og apoteket flyttet til en anden adresse. Inventaret fra det oprindelige apotek er derfor taget ned og flyttet til Langelands Museums magasin.