BERETNING 2021 MEDICINHAVERNE I TRANEKÆR
Coronaens velsignelser
Pandemien har været en større eller mindre udfordring i hele 2021.
Det årlige planlægningsmøde i januar måtte aflyses og generalforsamlingen udsættes på ubestemt tid, ligesom vi ikke havde nogen offentlige arrangementer før sommerferien.
Havegruppen startede individuelt og gradvist op i marts, og mange medbragte egne redskaber. Smittefaren og restriktionerne gjorde, at vi måtte undvære de ugentlige frokostmøder, og Helle Ravn informerede os i stedet via særlige infobreve til Havegruppen. Da mødebehovet blev for stort gennemførtes stående morgenmøder udenfor porten, inden vi gik i gang med havearbejdet. Det var en klar forbedring, men slet ikke det samme som et hyggeligt frokostmøde, og mange var utålmodige efter at komme i gang med presserende haveopgaver.
Generalforsamlingen kunne endelig gennemføres en kold aften i maj udenfor laden.
Her gik Helle af som formand, og jeg blev betroet posten. Heldigvis gik Helle ikke af som ildsjæl og er fortsat som fundraiser og erfaren Medicinhavekvinde.
Coronaen slap sit tag henover sommeren og blev først rigtigt belastende igen sidst på året, hvor vi for andet år i træk måtte aflyse Havegruppens julefrokost. Heldigvis lykkedes det at gennemføre en studietur, hvor vi bl.a. så Graasten Slotshave og den nyetablerede Kongelige Køkkenhave.
Men selve haverne blev ikke rigtig ramt af pandemien. Tværtimod. De var hele året velplejede og i fin form. Takket være en vedvarende indsats fra de frivillige.
Besøgstal
Året startede med en begrænset nedlukning , men alligevel var der pænt med besøgende, og fra starten af juni strømmede folk til. Selv om antallet selvfølgelig faldt henover efteråret, havde vi pænt besøg helt ind i november.
I modsætning til 2020 var der fra juni igen bud efter de dygtige rundvisere, og der sås atter turistbusser på P-pladsen. Der blev til 35 rundvisninger mod 10 i 2020.
Besøgstallet satte ny rekord med 17.476. Det er en fremgang på 2300, og dermed en stigning på 13,2 %. (58 % på 2 år og 68% på 3 år)
Besøgstal
|
2021
|
17 476
|
2020
|
15 173
|
2019
|
11 063
|
2018
|
10 380
|
Arrangementer
Det blev også muligt at samle folk til særlige begivenheder.
Det startede med cellokoncert i Hildegards Have med den cyklende cellist Ida Riegels. Det blev en succes, som inspirede til mere musik i Haverne.
Da vi to måneder senere indviede Haven for Infektioner og Hildegards Have, havde vi således fået Sopranen Maria Lantz til at indøve tre af Hildegards 8-900 år gamle sange. Erhvervs- Kultur- og Turismechef Jane Jegind og Grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig holdt talerne. Det blev et tilløbsstykke med 300 deltagere.
I oktober havde vi igen musik i form af Jazz i Naturen i samarbejde med Spillestedet Harders i Svendborg. Det måtte dog flyttes ind i laden pga. et voldsomt regnvejr.
Derudover blev det til tre velbesøgte arrangementer:
Kulturarvsdag om gamle langelandske æblesorter, hvor der også blev trakteret med æblekage efter gammel langelandsk opskrift.
Jann Poulsens Havevandring om frugt og bær.
Foredragsaften med haveguruen Hannu Sarenström.
Forbedringer
Der er også sket en del fysiske forbedringer i haverne i 2021.
Veje og P-plads er renoveret med ny belægning, stålkanter og nye hække. Børnenes Medicinhave er snart færdig med vandanlæg, højbede, ny hæk, labyrint af bærbuske, Pergola mm. Den indvies senere på året.
Mange har også glædet sig over den smukke blomstereng, som har prydet den kommende Have 6. Den kommer igen i 2022.
Fondsansøgningerne har båret frugt:
20.000 fra Rudkøbing Borgerforening til bord + bænke i Børnenes Medicinhave.
40.000 fra Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond til bænke i gammelt bolværkstræ.
30.000 fra Nordeafonden er netop bevilget til en effektiv ukrudtsbrænder og kantskærer
25.000 fra en anonym giver, der benyttes til en formidlingsvæg, hvor der kommer en årlig temaudstilling.
1.000 kr. fra et medlem.
Havegruppen
Der er ingen ansatte i Medicinhaverne, som udelukkende drives af de ca 60 frivillige i Havegruppens arbejdsfællesskab. Der er kommet nye frivillige til, via bekendte i havegruppen, via en stor avisannonce og via andre kanaler. Men der har også været frafald, og vigtige funktioner har været ramt af sygdom. Det gælder bl.a. Plantesalget, hvor de erfarne plantedamer har været hårdt ramt af alvorlig sygdom. Men i takt med at plantesalget gik ned, har vores energiske marmeladedamer sat produktionen op og dermed opvejet noget af indtægtstabet. Andre gode folk har taget over i plantesalget og flere er på vej. Hen over vinteren har vi ryddet et areal til et nyt planteri, og i januar fik vi en bevilling på 150.000 kr. til at realisere ideerne. Lolland-Falster og Langelands Købstæders Brandsocietets Fond bevilgede os pengene til at indrette arealet med gartnerdrivhus, højbede mm.
Da vores kasserer og altmuligmand sidst på året blev alvorligt syg, var der umiddelbart ikke andre, der havde mod på at køre den store traktor. Derfor har bestyrelsen besluttet at udskifte den med en mindre parktraktor/minilæsser udstyret med skovl og pallegafler. Den vil kunne køres af de fleste og komme rundt på næsten alle vore havegange. Vi forventer, at den bliver en stor aflastning for havegruppen.
Belært af erfaringerne har bestyrelsen også besluttet, at der skal være en ekstra person som backup på alle vigtige funktioner.
Men på trods af årets udfordringer med sygdom har Havegruppen leveret en imponerende indsats. Vore rundvisere fortæller, at vi får meget ros af de besøgende. De kan næsten ikke forstå, at Medicinhaverne udelukkende drives af frivillige.
Bæredygtighed
Vi er blevet opfordret til at markedsføre os som en bæredygtig turistattraktion. Men vi mener, det kræver noget ekstra. Derfor har vi som det første lavet en samarbejdsaftale med Champost, så vi køber deres miljøvenlige produkter til en attraktiv pris. Fra efteråret 2021 og fremover bruger vi deres jordforbedring og vil ikke længere supplere med kunstgødning.
Vi havde arbejdet på en stor ansøgning om LAG-midler til et bæredygtighedsprojekt med et kompostanlæg og et regnvandsanlæg, men vi har for nylig opgivet dette, fordi det blev for krævende at projektere og administrere.
Bestyrelsen har netop besluttet at etablere det effektive kompostanlæg på opbevaringspladsen ned mod Ø-havstien. Det etableres i sammenhæng med Planteriet.
Desuden vil vi benytte regnvand fra en nedlagt ajlebeholder til havevanding ved en billig løsning, hvor en dykpumpe pumper vandet op i 1000 liters palletanke. Disse kan så køres op til de områder, der skal vandes.
Markedsføring
Vi har brugt ekstra midler på markedsføring, idet vi har valgt at lave en ny brochure, som indeholder en engelsk og en tysk side, og derved erstatter de 3 tidligere brochurer.
Desuden har vi for første gang indrykket helsides annoncer i Jysk Fynske Mediers tillæg Sommer Danmark der udkom 30. maj og Sommeroplevelser på Fyn 27. juni. Tillæggene sendes ud med de 17 aviser som Jysk Fynske Medier udgiver. Vi har en klar fornemmelse af at de har bidraget til det høje besøgstal og bestyrelsen har besluttet at gentage disse annoncer i 2022.
Der er op mod 1000, som modtager vores nyhedsbreve 5-6 gange om året og rigtig mange følger de ugentlige nyheder på vores Facebook, Instagram og hjemmeside.
Som noget helt særligt kunne man hver dag i december følge nisserne i Helle Ravns Julekalender i Radio Diablo og på hjemmesiden.
Økonomi
Medicinhaverne får ingen faste tilskud og har derfor en følsom økonomi, men heldigvis har der de sidste to år været en betydelig stigning i besøget og dermed i entreindtægten. Det har styrket økonomien så meget, at vi ikke som tidligere har haft brug for at trække på en kassekredit i starten af året. Selv om alt arbejde udføres af frivillige er vi stadigt afhængige af fondsmidler og donationer til alle større forbedringer i haverne.
Året der kommer
Jeg har allerede løftet sløret for de forbedringer vi har planlagt for 2022, og jeg kan love jer et brag af en indvielse af Børnenes Medicinhave i august.
Jeg håber også at vi kommer nærmere et projekt i samarbejde med Alfio Bonanno, hvor han bygger et kunstværk i form en kæmpebænk i egeplanker og store sten med plads til 20 personer.
Indtil da kan vi glæde os over, at der er købt nye Københavnerbænke med bord til Have 4, gedigent bord- og bænkesæt fra Kompan til Børnenes Medicinhave og 4 flotte hvilebænke mellem haverne i brugt bolværkstræ.
TAK
Til slut vil jeg takke de 5 fonde og bidragsydere, som også i 2021 med deres donationer har gjort det muligt at videreudvikle Medicinhaverne.
Tak til de 395 hustandsmedlemmer, som med deres opbakning og kontingent yder et afgørende bidrag.
En særlig tak til alle de dejlige mennesker i Havegruppen. Uden deres arbejdsomhed , entusiasme og smittende humør, havde der ikke været nogen Medicinhaver.
TUSIND TAK
Per Lindegaard Mansa