FORMANDENS ÅRSBERETNING FOR 2013

posted in: Årsberetning | 0

FORMAND BJARNE MØLLER PETERSENS ÅRSBERETNING
PÅ GENERALFORSAMLINGEN 19. MARTS 2014

Velkommen til 6. generalforsamling i Planteressource Forening Langeland. Tilbage i 2008 blev denne vigtige langelandske forening dannet efter Bjarne Mahler Schous oplæg.  Uden ham var der ingen Medicinhaver.
AKTIVITETER
Når man er med i sådan et projekt som Medicinhaverne er, så er der gode og mindre gode dage. Lad mig begynde med en rigtig god dag –  søndag 2. juni 2013 hvor Urin – og Kønsvejshaven blev indviet. Solen og Joan Ørting strålede om kap. Der var rigtig mange mennesker mødt op. Pressen havde vist stor interesse, mon det var gedeurten og Joan Ørting, der trak? Ole Due, idemanden til denne have, havde sørget for gode oplæg. Samtidig holdt vi plantemarked, og der var god gang i bytning og salg. Det gav også opstart til salg af lidt planter, en ide som sikkert kan udbygges meget hen ad vejen. Jo sådan en dag er det dejligt at være med i og omkring Medicinhaverne.
Dejligt var det også, da Dronningen og Prinsen besøgte Medicinhaverne på opfordring fra Christian Ahlefeldt og under kyndig vejledning af Jann Poulsen. Men omdøbe Haverne til De Kongelige Medicinhaver er vist at gå for vidt.
Vi har nået ganske meget i løbet af 2013: U.-og K. Haven er nu så godt som færdig, der skal selvfølgelig altid laves opfølgninger, det er jo levende materiale, vi har med at gøre. Have nr. 3. Fordøjelse og Stofskifte-Haven er sat af, og der er sat lidt planter. Og i foråret vil der blive plantet en masse nye planter, ikke mindst langelandske æbletræer vil pynte i denne have. Der er plantet en hel del træer rundt om på arealet, og vi har fået en ny lagerhave. Have nr. 4. –  Nervesystem og Bevægelsesapparatet, vil vi måske kunne begynde at tage de første skridt frem mod at etablere i årets løb?
HAVEGRUPPEN
Alt dette lader sig gøre, fordi vi har en superdygtig og energisk havegruppe.  Disse personer udfører et stort arbejde. Nogen i form af planlægning, indkøb og plantning, andre ved at luge og ugentlig pasning af haverne.  Det er berigende at være sammen med havegruppen. Dygtighed, inspiration, energi og glæden ved projektet lyser ud af dem. Yderligere har der meldt sig fire nye frivillige til Havegruppen.  Så der bliver næsten trængsel omkring lugejernet i den kommende sæson. Kæmpe tak til havegruppen. Jeg glæder mig til samarbejdet med jer.
ØKONOMI
Penge er en nødvendighed, for vi kan købe de planter og redskaber der skal til.  Og det er er udfordring.  Helle Ravn har søgt over 10 fonde i 2013, og der kom 15.000 kr. ind fra tre fonde. Året før var det 107.000 kr. i fondsmidler.  Hertil kommer vi har 111.000 kr. til gode fra LAG-midlerne. (Ud af 250.000 kr.)  Det er en mega møjsommelig og tålmodighedskrævende opgave at arbejde med LAG-ansøgninger.  På trods af dygtig hjælp fra Bente Christensen, LAG-koordinator, så skal der skives mange mails og ringes mange gange for at holde processen i gang. Glædeligt er det at Helle Ravn fra Velux Fonden just har fået OK på 40.000 kr. til en pavillon, som bliver placeret lige inden for hovedindgangen. Er der nogen af jer, som har viden om fonde vi kan søge, eller tilgang til midler, så er vi meget lydhøre.
Vi har i bestyrelsen samt med en repræsentant fra havegruppen drøftet, om det var ved at være tid for en stor millionansøgning, så vi kunne få de sidste tre haver etableret, indrette Laden over for indgangen til showroom, evt. markedsplads og bedre P-faciliteter. Der er ikke helt enighed om dette, og det kræver også en del arbejde med at sætte en stor ansøgning sammen.
Vi skylder som det vil fremgå af regnskabet ca. 120.000 kr. væk. (20.000 i moms retur har formindsket beløbet). Knap det halve skyldes til CEBI og ½ til Svendborg Sparekasse/Fynske Bank som kassekredit.
Svendborg Sparekasse har været Medicinhaverne en stor støtte, med betydelige kassekreditter og 40.000 kr. i 2012 som fondsgave. Som I kan forstå, er der mange ting, vi kunne tænke os at anskaffe, men pengene sætter sin begrænsning.  Dette mærkes jo særligt i havegruppen, som er tæt involveret.
VEDTÆGTER
I tilknytning til fondsansøgninger, så vil bestyrelsen foreslå mindre vedtægtsændringer, da det for en del fondes vedkommende kræves, at man ikke er en forening med kommercielle intentioner, som det fremgår i et par afsnit under § 3 Formål.  Det beder vi om jeres accept til at ændre, det skal så bekræftes af en ekstraordinær generalforsamling, den kan evt. holdes i forbindelse med et kommende medlemsmøde.
AFHOLDTE OG KOMMENDE AKTIVITETER
Ud over den festlige indvielse af U. – og K. Haven, har der været et velbesøgt møde med Fru Grøn i efteråret. I slutningen af oktober holdt vi en plante- og fremvisningsdag, dårligt vejr bevirkede et begrænset antal besøgende.
Flere rundvisninger for grupper, der ønsker at bese Medicinhaverne, har fundet sted.  Og så har vi fået 48.000 kr. (sidste år 24.000 kr.) ind i frivillige bidrag fra de besøgende.  Det er nok ikke alle som betaler, så vi skønner, at 3000-4000 har aflagt besøg i Medicinhaverne.
Den kommende sæson starter ud 29. marts i Tranekær Beboerhus med et spændende podekursus, som Peder Lollesgaard, Aage Hansen og Jann Poulsen står for. Søndag 25. maj bliver der plantemarked, og udflugt til De Japanske Haver ved Nr. Broby 17. august.  Mere herom senere. Og på Hjemmesiden www.Medicinhaverne.dk
MEDLEMMER
Foreningen har ca. 100 medlemmer, og vi vil meget gerne være flere. Det kan ikke være kontingentet på de 150 kr. pr. husstand, der afholder folk fra at melde sig ind. Gør hvad I kan for, vi får nye medlemmer.  Det er en klar fordel jo flere vi er, bl.a. når der skal søges fondsmidler. Forslag til aktiviteter fra medlemmerne er også meget velkommen.
TAK
Tak til havegruppen som ikke kan roses nok for deres store indsats. Til bestyrelsen for god støtte. Til dig Jørgen, som jo har valgt at slutte. Godt du fortsat vil medvirke med slåning af græs m.m. Stor tak til Christian Ahlefeldt som lægger jord til, det er jo ikke meget du har fået i jordleje. Så det er tæt på ren filantropi. Det er vigtigt, Medicinhaverne ligger i Tranekær tæt på Slottet, det bevirker mange flere besøgende.
AFSLUTNING
Selv om VORES Ø har mange udfordringer, så lad os glæde os over de mange frivillige initiativer, der finder sted, drevet af ildsjæle, der vil Langeland! Vi kan være stolte over og glade for, vi er med i et af de rigtig gode projekter. Der er og vil blive til gavn for Langeland.  Medicinhaverne pynter på Langeland!
_______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
_______________________________________________________________________________________________________________________________________