Af Helle Ravn, etnolog, mag.art.
Godt nok siges det, at der lige for tiden er mange rotter på Langeland, men det må der også have været tidligere, for Glat vejbred (Plantago major) er tidligere blevet kaldt for Rotterumpe eller Rottehale på Langeland. Og selv om planten hedder noget med rotte, har den været brugt som medicinsk plante.
De fleste kender nok Glat vejbred, som gror vildt ved veje og i græsplæner. Det er en flerårig plante, og rottehalerne (frøstandene) bliver cirka 30 cm høje. Vejbred indeholder bl.a. iridoider, der forøger nyrernes udskillelse af urinsyre, flavonoider, der er hæmmer betændelse, og garvestoffer. Planten kan både bruges frisk og tørret.
Det er bladene, der er blevet brugt medicinsk, og allerede de gamle græske og romerske læger brugte den og roste dens virkninger. I Danmark har Vejbred været brugt siden middelalderen, hvor saften fra bladene blev gnedet ind i huden mod hævelser. I 1648 nævnte Simon Paulli, at blade og frø af glat vejbred blev solgt på apoteker og anvendt mod alle former for betændelse.
Det var nu ikke galt, for planten er betændelses-hæmmende og standser blødninger. En salve eller lotion, som indeholder saft fra bladene, kan derfor også bruges mod hæmorroider, fistler og betændte sår. Og indvortes virker den slimløsende og urindrivende.
Christoffer Columbus bragte vejbred med til Amerika hvor den bredte sig hurtigt. Indianerne kaldte den derfor ”den hvide mands fodspor”. Måske bredte den sig så villigt, for tidligere puttede man vejbred i træskoene for at forebygge gnavesår, når man skulle vandre langt.
Vejbred har også været brugt til andet end medicin. I marsken og op langs den jyske vestkyst har bladene været en yndet spise i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet på samme måde som syre-planten.
Planten står også i Medicinhaverne i Tranekær.
