HVOR HYLDEN EJ VIL GRO, KAN MENNESKET IKKE BO
Helle Ravn, etnolog, mag.art.
Denne gamle talemåde fortæller noget om, at hyld langt tilbage i tid har været vigtig for os mennesker og knyttet til vores boliger. Derfor er der også gennem tiden opstået en masse myter og fortællinger om hylden. Et ordsprog siger således: Hvor man har hyld, honning og kål, bli’r doktoren en fattig mand.
Hyld (sambuca niger) er samtidig en af de medicinske planter, som er blevet brugt allermest gennem tiden i Danmark, og der er rigtig mange myter om dens lægende virkning. Allerede for 6000-7000 år siden voksede der hyld i Danmark, men på grund af nutidens højere indhold af kvælstof, breder hylden sig.
Både blomster og bær bruges medicinsk. Bærrene har et højt indhold af vitamin A og C og anvendes i afkog, hvad enten det er som friske bær eller tørrede.
Allerede i 1300-tallet brugtes hyld medicinsk, blandt andet som sårrensende middel. Henrik Smid nævner i 1546 hyld som et sveddrivende middel, og fra 1772 til 1948 nævnes brugen af bark, knopper, blomster og bær i farmakopeen, som er apotekets liste over lægemidler.
Desværre er hyldens virkninger dårligt udforsket, men resultaterne peger på, at blomsterne reducerer betændelse, og derfor bruges den mod hoste og forkølelse. Det er også almindelig kendt, at hyld er sveddrivende, men man ved ikke hvorfor.
Man mener dog, at ved at styrke sved- og urinudskillelse fremmer hyld fjernelse af affaldsstoffer fra kroppen, og derfor kan hyld også have værdi ved bekæmpelse af gigt.
Under alle omstændigheder har hylden haft stor betydning som lægemiddel, og den dag i dag bruger rigtig mange mennesker hyldetoddy ved forkølelse – om ikke andet smager det godt tilsat lidt ROM!
Til slut skal det nævnes, at der på Nationalmuseet er en optegnelse om, at i Bøstrup på Langeland skulle en person med koldfeberen binde en klud om et hyldetræ, for så forsvandt koldfeberen. Til gengæld skulle andre mennesker vogte sig for at røre denne hyld!
