KLOSTERMEDICIN

Benedikt fra Nursias grundlagde i 525-529 benediktinerklostret Monte Cassino i Italien. Samtidig blev der indført en munkeregel (Benediktinerreglen), hvor  man, som en kristen pligt, pålagde klostrene at pleje og passe de syge. De fleste klosterordner påtog sig herefter de samme regler. Mange medicinske tekster og urtebøger blev oversat fra græsk til latin. Behandlingsprincipperne byggede på Hippokrates’ “humoral-patologiske lære”, hvor sundhedstilstanden var et resultat af en indbyrdes balance mellem blod, slim, sort og gul galde. Kost, åreladning og plantemedicin var de vigtigste behandlingsmetoder.

KIRURGI FORBUDT
Almindeligvis var der forbud mod at udføre kirurgiske indgreb i klostrene, men dette blev dog langtfra altid overholdt. Der er således fundet adskillige kirurgiske instrumenter og knoglerester i forskellige klosterudgravninger, som tyder på, at der blev foretaget operationer.

NORDENS HAVEHELGEN
Udgravninger har vist, at der allerede i Jernalderen var urtehaver i Danmark. Efter at benediktiner-munken Ansgar (801-865) indførte kristendommen i Danmark, opstod der også hurtigt andre munke- og nonneordner. Stort set alle klostrene påtog sig at behandle de syge. Det menes, at det var Abbed Vilhelm (ca. 1127-1203), der for alvor, på befaling fra biskop Absalon, bragte de medicinske urter til Danmark. Abbed Vilhelm er senere blevet kaldt Nordens havehelgen. Man regner med, at danske munke fra 1200-tallet har haft kendskab til ca. 210 forskellige planter, som blev anvendt i sygdomsbehandlingen. Alle planter, hvis latinske navn ender med officinalis, er medicinske planter, der i klostrene blev opbevaret i et rum kaldet Officinet. Ved udgravning af forskellige klostre har man fundet relikt planter, hvor frøene har ligget i århundreder i jorden og først spirer frem, når jorden bliver vendt rundt, eller hvor planterne i århundreder har sået sig selv.

DEN DANSKE URTEBOG
Den mest kendte danske urtemediciner på den tid er Henrik Harpestreng (død 1244), som var kannik i Roskilde og formentlig livlæge for Erik Plovpenning. Det menes, at han havde studeret i udlandet, da han benævnes magister, hvilket var en titel, man ikke kunne erhverve sig i Danmark på dette tidspunkt, da Københavns Universitet første blev oprettet i 1479. Han skrev Skandinaviens første plantemedicinske bog “Liber Herbarum”. Inspireret af udenlandske lægeskoler anbefalede han den samme plante til forskellige sygdomme og mange forskellige planter til den samme sygdom, ofte blandet i et præparat kaldet Theriak, som indeholdt op til 61 forskellige ingredienser. Henrik Harpestreng skrev også den første urtebog på dansk “Den danske urtebog”. Det meste af indholdet er dog oversættelser af udenlandske urtebøger, men han har dog også medtaget nordiske lægeplanter såsom kvan og vejbred. Ud over løg, hvidløg, purløg, lilje, rose, hestebønne, regnfan, bukkehorn, rosmarin, mynte, salvie, rude, sværdlilje, polejmynte blev der også brugt mere eksotiske krydderier såsom peber, ingefær, kardemomme, kanel, muskat samt valmuesaft (opium) og bulmeurt, kamfer, aloe, safran og nyserod. I den danske Farmakope fra 1840 indgik stadig 100 af de 140 planter, han anbefalede, og i Farmakopeen fra 1933 var 30 af disse plantemidler endnu medtaget.

Efter Reformationen i 1539 blev de fleste klostre forladt, og i stedet opstod de første apoteker fra 1549 og fremefter.
Hvis man ønsker at fordybe sig nærmere i datidens klosterhaver, kan det anbefales at besøge Asmild Klosterhave, (billedet) Øm kloster, Esrum kloster eller Æbelholt kloster.