Af Helle Ravn, etnolog, mag.art.
Måske skulle nutidens katolske munke og præster have lidt større kendskab til kyskhedstræet, end de mange deprimerende avisartikler melder om? Kyskhedstræets små rødgule bær menes nemlig at have en hæmmende virkning på kønsdriften, og fra gammel tid siges det, at munkene altid (?) havde en håndfuld bær i lommen, som de puttede i munden og tyggede på, ”hvis safterne steg”. De pulveriserede frø kaldes også for munkepeber og er blevet brugt som erstatning for peber; i Marokko indgår de i en skattet krydderblanding.
Under alle omstændigheder har kyskhedstræet (Vitex agnus-castus) været kendt siden oldtiden, og det indgik som en fast plante i middelalderens klosterhaver. I Middelhavsområdet bliver det et træ på fire-fem meter, men her i landet er det nærmere en busk.
Kyskhedstræet indeholder den æteriske olie cineol i blade og bær, og frøene indeholder alkaloider, flavonoider, diterpener og glykosider. Det er en svagt astringerende urt, som regulerer produktionen af hormoner. Man mener, at bærrene hæmmer hormonet prolaktin, som har betydning for både mænds og kvinders kønshormoner. Meget tyder på, at produktionen af testoteron hæmmes, så historien om munkenes brug af bærrene har rod i virkeligheden. I dag regnes kyskhedstræet især som en plante, der fremmer en regelmæssig menstruationscyklus, og som er god for ammende kvinder.
På Københavns Universitet finder der i disse år et forskningsprojekt sted, hvor man vil kortlægge biosyntesen af forskellige diterpener. Det sker dels for at afdække den hormonelle virkning og i lige så høj grad for Parkinsons sygdom. Undersøgelsen kan i bedste fald føre frem til at opnå en stabil produktion af stofferne.
Ud over at være en medicinsk urt er Kyskhedstræet eller –busken en meget køn plante i haven. Den springer sent ud, men får alligevel store blå blomsterstande i begyndelsen af august. Kyskhedstræet kan ses i Medicinhaverne i Tranekær.