Af Helle Ravn, etnolog, mag.art.
Mahonie (Mahonia bealii) hører oprindelig hjemme i Kina, men der findes også andre arter, som hører til i det vestlige Nordamerika og på Formosa.
Mahonie og mahogni er to helt forskellige planter. Mahonie er en mellemstor busk med stedsegrønne, læderagtige blade, der ligner kristtjørn-blade. Den har gule blomster, der dufter meget gennemtrængende af honning. Derefter kommer der bær, som nærmest bliver støvet blå.
Medicinsk er det kun roden, der har interesse. Mahonie indeholder berberine, som har anti-inflamatorisk og anti-bakteriel virkning. I nyere tid er udtræk af roden og rodbarken derfor blevet brugt mod gigt. Udtræk af planten bruges mod eksem og psoriasis, men det kan dog være forbundet med betydelige bivirkninger på huden. Som så mange andre planter med anti-bakteriel effekt, har Mahonie også været brugt mod diverse fordøjelsesproblemer. I Californien har indianere brugt udtræk af roden mod appetitløshed og generel svækkelse.
Der forskes mere og mere i planternes medicinske betydning, og nyere forskning viser, at planten indeholder et stof, som nedbryder mange bakteriers modstandsdygtighed mod antibiotika og andre antibakterielle stoffer.
Mahonie breder sig med rodskud, og i gamle haver er den ofte blevet til et uordentligt lavt krat.
Den kan på beskyttede steder blive op til to meter høj med kraftige og oprette skud. De stærkt gule blomster kommer allerede i april-maj og dufter meget. Om vinteren står blomsterstandene som store gulliggrønne toppe.
Et enkelt blad er sammensatte småblade, der er matte og let blågrønne. Bærrene er sure og kan bruges i kryddersnaps, og i USA bruges de tørrede bær også på müesli. Første gang Mahonie nævnes i en dansk skriftlig kilde er i 1873, hvor den blev dyrket i Botanisk Have i København.
