Pebermynte Grøn mynte
Af Ole Due Pedersen, pensioneret gynækologisk overlæge
Der findes antagelig mere end 100 forskellige sorter mynte.
Grøn mynte (Mintha spicata) er en flerårig plante med takkede blade og lilla blomster, som sidder i aks; den breder sig med udløbere. Mynte stammer fra Middelhavsområdet, men er udbredt i hele det tempererede område.
Grøn mynte kan bruges ved fordøjelsessygdomme som kvalme, diarré, luft i maven, kolik og kramper. Endvidere har den en let antibiotisk virkning og kan bruges ved hoste, dårlig ånde, halsbetændelse og let feber. Grøn mynte bruges først og fremmest som smagstilsætning i nærings- og nydelsesmidler, og i arabiske lande drikkes den som en stærkt sødet og velsmagende te.
PEBERMYNTE
Pebermynte ligner grøn mynte og vokser på samme måde. Dens oprindelse er lidt af et mysterium, idet den ikke findes vildtvoksende i naturen. Pebermynte har en stærkere virkning end grøn mynte. Den har en dokumenteret afslappende effekt på den glatte muskulatur i mave-tarmkanalen. Den er derfor velegnet ved luft i maven og tarmkolik, herunder irritabel tyktarm. Pebermynte bruges også mod kvalme f.eks. svangerskabskvalme. Pebermynte har en afslappende effekt på tværstribet muskulatur. Derfor bruges den i mange massageolier, da den virker afslappende og lindrende på ømme og trætte muskler. Æterisk olie udvundet af pebermynte har en stærkt bakteriehæmmende effekt.
Pebermynte har været kendt i mindst 3000 år, da der er fundet tørrede blade i ægyptiske pyramider. Både ægyptere og grækere kendte til dens afslappende virkning – alligevel anså grækeren Aristoteles pebermynte for at være et stærkt elskovsmiddel.
POLEIMYNTE
Poleimynte har i modsætning til de andre mynter næsten helrandede blade og vokser med overjordiske udløbere. Dens virkninger ligner pebermyntens, og den er god for fordøjelsen, kan bruges mod indvoldsorm og mod hovedpine.  Polejmynte stimulerer muskler i livmoderen og fremmer menstruation.
ANDRE MYNTESORTER
Vandmynte har en mildere virkning end pebermynte. Pebermynte er en hybrid mellem vandmynte og grøn mynte. Krusemynte har stærkt krusede blade Den er en afart af pebermynte.  Agermynte breder sig til hele tæpper ved hjælp af underjordiske udløbere, og der findes mange variationer af planten. Olie udvundet af agermynte anvendes i høj grad industrielt, både medicinsk og som smagsstof i tandpasta og tyggegummi.
Hvis køer på græs spiser meget agermynte, mister mælken evnen til at skille sig, når den skal kærnes til smør eller laves til ost. Før man vidste det, troede man, at en heks havde lagt sin forbandelse på gården.