REFERAT AF BESTYRELSESMØDE 7. MAJ 2018

posted in: Bestyrelsesmøde | 0
Til stede i Frivilligcenter Langeland, Rudkøbing: Helle Ravn, Jann Poulsen, Kirsten Jørgensen, Ole F. Jakobsen, Stig Joensen, Christian Ahlefeldt-Laurvig og Lene Anker. Desuden deltog Povl Erik Hansen, der orienterede om arbejdet med laden. Fraværende: Jørgen Fischer.
Referent: Lene Anker.
ØKONOMI
Fondsansøgninger og bevillinger
Helle: Vi har fået afslag fra Energi Fyn, Fantastiske Fællesskaber, Revyforeningen og Fionia. Vi har en ansøgning hos Spodsbjerg Færgebro på 18.267 kr. Svar i slutningen af maj. Vi har fået bevilget ca. 135.000-140.000 kr. fra Fynske Bank til Have 4. Pengene overrækkes på et senere tidspunkt.
Vi har fået 6000 kr. fra Langeland Kommunes Rådighedspulje og 100.000 kr. fra Langeland Kommunes Udviklingspulje til toilet i laden.
CEBI er afviklet, og aktionærerne er blevet opfordret til at donere værdien af deres aktier til Medicinhaverne. En enkelt har doneret 1110 kr. Helle kontakter CEBIs advokat, advokatfirmaet Vogel, Odense, da vi gerne vil takke vedkommende og evt. fremtidige CEBI-donorer.
Grupperabat UDEN omvisning:
Beslutning: Grupper over 10 uden guide skal betale 25 kr. pr. deltager.
Entreindtægter
Det er ikke muligt lige nu at sammenligne entreindtægterne for 2017 og 2018, fordi pengene fra betalingskassen på grund af ferie ikke er blevet sat i banken siden 23.04.
Plantemarkedet på Hvidkilde indbragte 645 kr. Kirsten, Nanna, Dorte og Gitte deltog og udleverede masser af drikke- og spiselige smagsprøver.
INDRETNING AF LADEN
Povl Erik: Vi er næsten færdige med at kalke og er begyndt at sætte tingene på plads. Vi venter på en godkendelse fra Langeland Kommune på etablering af et toilet, der også opfylder kravene til handicaptoiletter. Der sættes plader på ydervæggene, fordi vi ikke kan rense olien af væggene. Toiletrummet bliver opvarmet af en elradiator. Det er planen at lave automatisk døropluk og tænding af lys. Der bliver sat en håndvask med taphane op lige inden for porten. Vandet skal hentes ved siloen bag Medicinhavernes lade. Der skydes en ledning langs ajlebeholderen. Kloakken skal føres hen til Orangeriet, Botoftevej 2.
Vi har et tilbud fra Lars Elektriker på 56.000 (uden moms) på lys i laden og på toilet. Men vi behøver formentlig ikke så mange lysstofrør som først planlagt. Der bliver pendler over de nye spisepladser. Elforsyningen har nogle kupler liggende, som Jobcentret vil forsøge – formentlig uden beregning – at ændre, så de kan bruges til alm. pærer.
Povl Erik har fået en murer til at lave døråbningen uden beregning, og STM til at donere en dør. Og håndvasken, der sættes op lige inden for porten, er en gammel vask, som Povl Erik har sat i stand. Den har oprindelig siddet i laden.
Smedearbejdet udføres af Tullebølle VVS og starter 14. maj.
Helle afventer svar fra Lars Rasmussen, Forsyningen, vedr. tilslutningsafgiften på 32.000 kr.
PROBLEMER MED VAND FRA MOSEN
Helle: Vandstanden i mosen har været meget høj i foråret, og vi måtte på et tidspunkt grave en rende tværs over stien op mod indgangslågerne.
Beslutning: Christian undersøger om afløbet fra mosen til voldgraven er stoppet. Godset har en spuler, som evt. kan tages i brug.
VEDLIGEHOLDELSE AF GANGENE
Ole J. havde indhentet priser på kantskærer til havegangene. Kædeby Maskinforening anbefaler en maskine til 7000 kr.
Beslutning: Jann, Ole J., Jørgen og Stig taler med Jerry om hans forslag til vedligeholdelse af stierne og behovet for kantskærer og evt. andre redskaber.
ANLÆGGELSE AF HAVE 4
Helle: I bevillingen fra Fynske Bank til Have 4 står, at arbejdet skal udføres inden for et år. Vi har et to år gammelt tilbud fra Haveentreprenør Stougaard, Svendborg, på 342.955 kr. Jeg har taget planter, planteskilte, vandkar og stålkanter m.m. ud af det og lander på 154.000.
Jann: Vi skal have lavet vand, el og stier, og kompost og grus skal fordeles, og så skal der harves, så det ser pænt ud. Og så skal vi have sat en bænk derop.
Beslutning: Ole J. kontakter entreprenørfirmaet Arthur Pedersen for at få dem til at fordele grus og kompost rundt i haven, hvorefter det bliver harvet.
Beslutning: Resten af arbejdet med Have 4 udsættes til efteråret, fordi vi så har helt styr på økonomien og ikke roder i sommermånederne, hvor vi har flest gæster.
INDKØB AF REDSKABER
Povl Erik: Vi skal have købt ekstra redskaber. Der er købt maling, så hver have kan få mærket redskaber med sin egen farve.
Beslutning: Stig køber redskaber – efter ønskeliste lavet af Helle, Jann, Annie og Jørgen – hos XL-Byg, Rudkøbing og Ole F. køber de særlige klingeredskaber på nettet.
TILBUD FRA TIDL. APOTEKER i RUDKØBING HANNE MOURITSEN
Helle har holdt møde med Hanne Mouritsen. Den tidl. Rudkøbing-apoteker ejer et firma, som vil skyde penge i en evt. produktion af Ginkgo-snaps, som Medicinhaverne kan sælge. Hanne forestiller sig, at snapsen bliver fremstillet hos Karsten Kjer Michelsen, Aqua Vitae Sydfyn.
Beslutning: Mange ting – bl.a. rettigheder til opskriften, pakning, salg m.m. skal afklares, men det er et spændende tilbud, der er værd at undersøge nærmere. Helle kontakter Hanne.
MIDLERTIDIGT STOP FOR NYE I HAVEGRUPPEN
Helle: Det er vigtigt, at vi får integreret de 14 nye i havegruppen så godt som muligt, og det skal vi bruge nogle uger på.
Ole: Vi mangler folk i entreprenørgruppen, og Birthe og Grethe vil gerne have en mere med i plantesalgsgruppen.
Lene: På forslag fra Bent har vi lavet en billedvæg i laden med billeder og navne på alle frivillige. Gitte donerer en opslagstavle til billederne.
Beslutning: Vi fortæller interesserede, at de er meget velkomne til at starte midt i juni. Nye havegruppemedlemmer skal fremover henvende sig til Helle Ravn.
AKTIVITETSPLAN FOR 2018
Den er hængt op forskellige steder – bl.a. på ladeporten – og ligger på hjemmesiden.
Helle laver pressemeddelelse vedr. gratis omvisning for tilflyttere.
TILBUD PÅ MEDLEMSKAB
Kirsten og Gitte foreslår, at der i forbindelse med plantemarkedet 26. maj ekstraordinært tilbydes medlemskab til 150 kr. for resten af året.
Beslutning: Vi holder fast i fuld pris (200 kr.) for medlemskab, men laver en konkurrence blandt nye medlemmer, der melder sig ind denne dag. Gevinsten er to flasker af Grevindens Kirsebærvin – doneret af Tranekær Gods.
EVT.
Foredrag af Helle Ravn om landbohaver
Beslutning: Ja tak til foredraget i løbet efteråret.
Bogen
Bogen, som Helle Ravn og Ole Due har skrevet manuskript til, er nu korrekturlæst (af Leon Brimer), og den går en af de nærmeste dage til grafiker Marie Wøldike, Tullebølle, som skal lave lay out. Den skal trykkes hos Mark & Storm, Ringe.
Plantemarkedet 26. maj
Helle: Jeg er der ikke på selve dagen og har derfor aflyst rundvisningen for biavlerne. Jeg laver en pressemeddelelse og får lavet to bannere, som kan stå henholdsvis på Siø og ved Grønslettegården, og jeg laver en plakat.
Kirsten: Der er p.t. 11 tilmeldte, men vi håber på flere.
Bente og Lene passer en bod med Langelands Kulturarv, hvor der sælges Tranekær-roser og gamle langelandske æblesorter. Helles mand, Peter laver et skilt. De skal samtidig tilbyde medlemskaber og fortælle om konkurrencen om to flasker Grevindens Kirsebærvin, hvis man melder sig ind denne dag.
Jann tager rundvisningen kl. 14. Det koster 30 kr. pr. deltager. Der skal være minimum 10 personer ellers aflyses turen.
Helle kontakter Annie for at høre, om hun kan tage rundvisningen kl 12.
Flemming Kunkel står i Helles fravær for ”Hvor er Havenisserne-konkurrencen” Svarene skal puttes i den nye postkasse, som er hængt op på laden.
Fonden Langelands Elforsyning
Christian: Jens Oldenbjerg opfordrer til, at vi søger penge ved næste uddeling til beplantning i området op til Medicinhavernes lade.
Beslutning: Vi søger, men det er ikke fastlagt til hvad endnu.
Besøg på AU Årslev
23. maj besøger Helle, Jann og Ole D. seniorforsker Martin Jensen, AU Årslev, der er en del af Institut for Fødevarer under Aarhus Universitet. Martin Jensen har tidl. tilbudt, at Medicinhaverne kunne overtage nogle planter/træer, når AU Årslev flyttes til Aarhus-området.