Referat af generalforsamlingen i PRFO/Medicinhaverne i Tranekær onsdag 18. marts 2015 i Borgerhuset i Rudkøbing.
Referent: Lene Anker
DAGSORDEN Formand Bjarne Møller Petersen bød velkommen til den 7. generalforsamling i PRFO/Medicinhavernes historie. Foreningen blev stiftet i april 2008. 32 medlemmer deltog i generalforsamlingen.
Valg af stemmetællere
Gitte Dalsgaard og Niels-Ove Nielsen, begge fra Havegruppen, blev valgt. Der blev dog ikke brug for at tælle stemmer, da alle valg foregik ved klapsalver.
Valg af dirigent
Bestyrer Lars Johansen, Skovsgaard Gods, blev valgt.
BERETNING Bjarne Møller Petersen præsenterede Medicinhavernes nye logo. Det er skabt af kunstneren Jan Axel Starup.
Han nævnte, at Have 3 indvies søndag den 31. maj, hvor der ligeledes er plantemarked. Arbejdet med Have 4 er godt i gang, og det samme er anlæggelsen af arboretet, der omkranser haverne.
Det har været nødvendigt at udvide området, derfor er dyrehegnet flyttet 40 meter mod øst. Der er indgået en skriftlig aftale med Tranekær Gods om jordleje og brugsret til en traktorlade (11.000 kr. årligt)
Velux Fonden har doneret penge (40.000 kr.) til en hvid pavillon, som nu ligger fint i landskabet lige inden for indgangen ved de hvide låger.
Informationsniveauet er hævet med flere skilte, og Medicinhaverne er kommet på Facebook, hvor der ugentligt er opdateringer om aktiviteter i haverne.
Foreningen har i årets løb afviklet podekursus ved Jann Poulsen, Aage Hansen og Peder Lollesgaard. På plantedagen fortalte forfatteren og krydderurteeksperten Anemette Olesen om krydderurter. Og i efteråret holdt apoteker Hanne Mouritsen foredraget ”Fra folkemedicin til nutidens lægemidler”.
Årets udflugt gik til De Japanske Haver på Fyn.
I Have 4 skal der være en humlekule med gamle langelandske humlesorter, og Medicinhaverne har indledt et samarbejde med mikrobryggeriet Abelgren & Ramvad, Ristinge, om dyrkning af humlen, som bruges ved fremstillingen af øl.
ØKONOMI
God økonomi i 2014 med donationer på i alt 310.000 kr. I 2013 var beløbet på 55.000, og 2015 er begyndt lovende. Vi har indtil nu fået 75.000 kr. via fonde. Formanden oplyste, at det alt sammen kun er lykkedes takket være Helle Ravns utrættelige arbejde med fondsansøgninger.
Entreindtægterne på 46.000 kr. er på niveau med sidste år. Det blev fra sommeren 2014 muligt at betale via MobilePay. Foreningen har i øjeblikket ca. 120 betalende medlemmer, der samlet betaler 18.000 kr. i kontingent.
Næste store udgift er vandanlægget i Have 4, som koster godt 300.000 incl. moms. Vi er begyndt at spare op, fortalte formanden.
REGNSKAB
Regnskabsfører Britta Christensen gennemgik regnskabet. Foreningen har en gæld på 46.129 kr., heraf 41.104 kr. til CEBI. Denne gæld afvikles over de næste to år. Foreningen betaler renter af gælden til CEBI, men et beløb svarende til de betalte renter overføres til Medicinhaverne som en donation, når gælden er betalt.
Næste års kontingent blev fastsat uændret til 150 kr. pr. husstand. Det giver gratis adgang til haverne for hele husstanden samt rabat på betaling ved diverse arrangementer.
VALG
Valg af formand. Bjarne Møller Petersen modtog ikke genvalg. Helle Ravn blev valgt som ny formand.
Tre bestyrelsesmedlemmer var på valg: Anne Jensen (modtog ikke genvalg), Gustav Kaadtmann (modtog ikke genvalg) og Mads Jørgensen (modtog genvalg). Desuden ønskede et fjerde bestyrelsesmedlem Anne Mette Wandsøe af gå ud af bestyrelsen. Der skulle desuden vælges ny suppleant og revisor i stedet for Ole F. Jacobsen, der ikke modtog genvalg.
Til bestyrelsen nyvalgtes Ole F. Jacobsen, Stig Joensen og Jørgen Fischer. Mads Jørgensen blev genvalgt. Lene Anker blev valgt som suppleant og Tommy Rasmussen som revisor.
Ud over de nyvalgte sidder Christian Ahlefeldt og Kirsten Jørgensen i bestyrelsen.
Den nye bestyrelse skal hurtigst muligt samles og opdatere budgettet for 2015.
EVENTUELT Havegruppen og bestyrelsen takkede den afgående formand, Bjarne Møller Petersen, (billedet) for det store arbejde, han har gjort for Medicinhaverne, ved at gøre ham til æresmedlem af foreningen. Der var ligeledes tak og plantegaver til de afgående bestyrelsesmedlemmer.
Morten Wolgau: Hvor længe kan Medicinhaverne blive ved med at få moms tilbage?
Britta Christensen: Vi betaler moms af entreindtægten, så indtil nu har der ikke været nogen protester.
Gitte Dalsgaard: Hvornår og hvordan fornyer man sit medlemskab? Regnskabsfører Britta Christensen: Vi udsender kontingentopkrævninger i næste måned (april). Hun opfordrer medlemmerne til at huske at give besked, hvis de får ny mailadresse, da al kommunikation med medlemmerne i dag foregår elektronisk.
Gunvor Rosell opfordrede til, at der blev gjort mere reklame for rundvisningerne.
Christoffer Lollesgaard: Hvordan går det med testkøkkenet, og hvem ejer det egentlig?
Anne Mette Wandsøe: Køkkenet blev indviet i maj 2012, men har kun været brugt sporadisk. Det er betalt med LAG-midler, som blev søgt af Langeland Kommune (250.000 kr.) Midlerne er brugt til køkkenmaskiner og udstyr. Køkkenet er indrettet i Tranekær godskontor, og Christian Ahlefeldt stiller bygningen gratis til rådighed. På fredag (20. marts) demonstrerer firmaet de maskiner, der ikke er manual til.
Administration og udlejning af køkkenet varetages af Langelands Turist- og Erhvervsforening. Køkkenet kan lejes af PRFOs medlemmer og i fremtiden muligvis også af medlemmer af Fødevareforeningen, som har ca 20 medlemmer. Man kan kun bruge det, hvis man er medlem af en forening, så enkeltpersoner kan ikke bruge køkkenet.
Helle Ravn: Hvem ejer maskinerne?
Anne-Mette Wandsøe: Ingen, og de er ikke forsikret.
Christian Ahlefeldt: Da vi gik i gang, var det ikke tilladt af producere fødevarer til offentligt salg i eget køkken. Derfor så vi et behov for et testkøkken, men vi blev overhalet indenom af ny lovgivning, der lovliggjorde brug af egne køkkenfaciliteter. Toilettet er i øvrigt næsten færdigt. Der er ca. en dags arbejde tilbage. Det lejes for tre dage ad gangen. Omkostninger til strøm og varme skal betales via leje.
SÅ LANGT ER VI
Efter generalforsamlingen fortalte havearkitekt Jann Poulsen om, hvor langt vi er nået og om de videre planer. Her var der bl.a. lejlighed til at se Janns smukke tegninger af hele området og alle haverne og lade sig inspirere af hans begejstring og entusiasme for hele projektet.