Det fortælles ofte, at det var meget vigtigt for vikingerne at have kvanplanten med på deres lange togter, fordi dens C-vitaminer modvirkede skørbug. Det er delvis en skrøne, for en svensk undersøgelse har vist, at der praktisk taget ikke er C-vitamin i de tørrede dele af planten. Bladene holder sig kun friske i kort tid, og yderligere spiste man endda hovedsagelig stilkene.
Kvans latinske navn er Angelica archangelica. Archangelica kommer fra de græske ord “arkhangelos”, som betyder ærkeengel. Myten fortæller, at det var ærkeenglen Michael, der fortalte en munk om kvanens medicinske virkninger mod pest.
Kvan vokser vildt i fugtige områder i tempererede områder, og den stortrives bl.a. på Færøerne. Den vokser især i fugtig og stenet jord, men kan sagtens trives i havejord, og den har en aromatisk duft og bitter smag. Det er en høj og flot toårig plante, som let sår sig selv, hvis ikke frøstandene fjernes.
Kvan er lige siden vikingetiden blevet brugt som medicin, krydderi og mad. I 1546 nævner Henrik Harpestreng, at udtræk af kvan øger blodcirkulationen og varmer, og kvan virker også både varmende og styrkende. Den bruges specielt ved slim i lungerne og dårligt blodomløb, men alle dele kan anvendes mod fordøjelsesbesvær, luft i maven og kolik.
Planten indeholder terpener, 26 forskellige kumariner, angelicin, tannin, β-terebangelen, som er det stof, der giver kvan dens karakteristiske lugt. Frøene indeholder bl.a. fede olier, angelicin og angelikasyre.
På Færøerne blev kvan dyrket i kvangårde, hvor fårene ikke kunne komme ind og æde den, og i dag vokser den på mange gamle færøske kirkegårde. Kvanen er her en forårsbebuder, og børn og voksne spiste tidligere med stor glæde de friske, men meget bitre stængler. Senere blev de friske stængler syltet og spist strøet med sukker.
Af Helle Ravn, etnolog, mag.art.