Her kan du følge med i, hvad der sker i haverne og i havegruppen. Du har også mulighed for at følge os på Facebook og Instagram.
12. november 2024 Gunvor og Gerd, der arbejder i den nye have, Haven for de 5 sanser, gennemgår plantelisterne for at tjekke, om der overensstemmelse mellem planerne og planterne i haven.
12. november 2024 Per tog i dag første spadestik til et kommende muldtoilet, som vil blive bygget i løbet af vinteren. Det er et længe næret ønske fra de frivillige. Når man kommer op i alderen, er der langt fra de sydligste haver til toilettet i laden…
12. september 2024 Therese holder den lille hvide pavillon i topform, så den altid er ren og pæn, når vores gæster får lyst til at bruge den. Hun går heller ikke af vejen for at plukke en lille buket og informere om udvalgte planter i haverne. Her har hun sat fokus på gingko biloba-træerne, som jo er vores “signaturtræ”. Det indgår bl.a. i vores logo, som er lavet af den nu afdøde kunstner Jan Starup.
12. november 2024 Simon og Povl Erik, der i øvrigt er far og søn, med en medarbejder (i midten) fra haveentreprenørfirmaet Stougaard, der skal give tilbud på at sætte metalkanter overalt langs de store stier mellem haverne. Græsset har det nemlig med at brede sig ind på stierne.
12. november 2024 Planteboden sælger her i november-december bl.a. kristtjørn og mistelten.
5. november 2024 Medicinhaverne set fra drone.
5. november 2024 Arbejdsdagen startede med oprydning efter Lys i Mørket-arrangementet.
5. november 2024 Benta plukker tranebær.
5. november 2024 Kaj fjerner ukrudt omkring Haven for de 5 sanser.
5. november 2024 Travlhed i Haven for åndedræt og kredsløb.
5. november 2024 Bo er i lære som Ferguson-fører hos Ole, som selv har sat den fine gamle traktor i stand.
2. november 2024: Lys i Mørket i Medicinhaverne blev en magisk aften for de mange gæster, der havde fundet vej ti Tranekær.
2. november 2024 Lys i mørket blev endnu engang en succes i Tranekær. De frivillige i Medicinhaverne havde brugt masser af kræfter og energi på at gøre det til en magisk aften.
2. november 2024: Børnene var begejstret for den smukke lysengel, som er lavet af Lene Lund Bagger, Svendborg.
2. november 2024 De frivillige havde bagt og lavet kaffe, så der var noget at varme sig på til Lys i Mørket-arrangementet.
2. november 2024: Så er Eva og Marita klar til Lys i Mørket-arrangement.
29. oktober 2024 Planteboden, der bl.a. sælger mistelten.
29. oktober 2024: Annie, der er frivillig i Haven for urin- og kønsveje, på vej til Haven for de 5 sanser med lægestokroser.
29. oktober 2024: Kaj gør ladet på eltransporteren ren inden Lys i Mørket-arrangementet 2. nov. Den lille maskine bliver flittig brugt.
29. oktober 2024: Dagen gik bl.a. med forberedelser til Lys i Mørket-arrangementet 2. november.
29. oktober 2024 Ole ved den nye branddør i laden.
29. oktober 2024 Ægte kastanie i arboretet.
22. oktober 2024 Medicinhavernes formand Jørn Kristiansen havde i dag arrangeret et foredrag ved de to phytoterapeuter Sindie Kjær Pedersen, Svendborg, og Lasse Raaberg, Nordsjælland (t.v.) for de frivillige i Medicinhaverne. Sindie og Lasse er uddannet på Urteskolen og har begge egne klinikker. Lasse er desuden udannet læge.
22. oktober 2024 Tove pakker lyskæder ud til Lys i Mørket-arrangementet lørdag 2. november fra 16.30-21.30. Du kan læse mere om arrangementet her: https://medicinhaverne.dk/lys-i-moerket-i-medicinhaverne/ Der er gratis adgang til alle indslag, og der er mange af dem for både børn og voksne.
22. oktober 2024: Jørn og Flemming pakker 10 nye borde ud. De skal erstatte de gamle, vakkelvorne borde, som de frivillige hidtil har spist frokost ved.
22. oktober 2024 Mona, der er frivillig i Haven for nervesystem og bevægeapparat, har taget dette billede af de flotte efterårsfarver, som præger haven i øjeblikket.
15. oktober 2024: To af Medicinhavernes “fædre” var i dag på besøg i haverne. Fra venstre er det Ole Due, der har researchet på planternes medicinske egenskaber og skrevet tekst til alle skilte. Til højre ses Jann Poulsen, der har tegnet og tilrettelagt de seks haver og arboretet. Mellem Ole og Jann ses Lisbeth og Henrik, der er frivillige i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. og Jørn, der er formand for haverne.
15. oktober 2024 Ole Due og Jann Poulsen, to af Medicinhavernes grand old men, var i dag på besøg, og Ole serverede sin hjemmelavede ginkgo-snaps. Fra venstre ses Grethe, Jann, Ole, Henrik og Lisbeth.
15. oktober 2024 Så blev det den tid på året, hvor noget skal graves op og andet ned. Her er det Henrik og Bente, der kæmper med en forvokset podet hybenrose i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
15. oktober 2024 Peder klipper træerne i æblealleen mellem Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring og Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have. Bent følger godt med og smager på æblerne.
15. oktober 2024 Medicinhavernes formand, Jørn Kristiansen, havde i dag arrangeret besøg og rundvisning på for alle frivillige i Medicinhaverne på Ørsted Museet og i Apotekerhaven i Rudkøbing.
8. oktober 2024 Ib (t.v.) overraskede sine havekolleger med syv år gammel, hjemmelavet valnøddesnaps i anledning af sin fødselsdag. Og der var rigtig god brug for noget at varme sig på på en kold og våd oktober-tirsdag.
8. oktober 2024 Povl Erik, Inge og Niels Ove havde hørt vejrudsigten hjemmefra og var klædt på til dagens vejrmæssige udfordringer. De plantede bl.a. nye hindbær i Haven for urin- og kønsveje.
8. oktober 2024. I Medicinhaverne har vi to bistader, som bliver passet af medlemmer af Langelands Biavlerforening. I dag var Niels på besøg for at rydde op i de to stader. Om sommeren er der mellem 60.000 og 70.000 bier i hvert af staderne. På denne tid af året skønner Niels at der burde være 10.000 spillevende bier i hvert stade. Der er der ikke. Alle bierne er døde. Niels mener, at de er blevet dræbt af hvepse, som er blevet jaget ud af et hvepsebo, fordi der ikke er brug for dem i vinterperioden. Og hvad gør en flok sultne hvepse så, ja de slår sig ned i et bistade, hvor der er masser af mad, men det koster altså bierne livet.
5. oktober 2024 Medicinhavernes besøgskoordinator Annie Steen Andersen og formand Jørn Kristiansen viste i dag 17 guider fra Odense-guiderne.dk rundt i Medicinhaverne. Jørn Kristiansen: “De har en stor kontaktflade til et potentielt publikum hos os, og derfor blev de udstyret med en god fortælling og materialer til uddeling i de miljøer, de kommer fra og færdes i”.
3. oktober 2024 Medicinhaverne har i dag modtaget 10.000 kr. fra Sol og Strand for vores indsats med at skabe, vedligeholde og formidle Medicinhaverne i Tranekær. Sol og Strand uddeler et årligt beløb, som de kalder ”Den Lokale Håndsrækning”, der gives til foreninger mv. som skaber oplevelser til glæde for lokale og turister. Og det gør vi i Medicinhaverne synes Sol og Strand, Fyn, Langeland og Odsherred. Bureauchef Lene-Marianne Nielsen mener, at Medicinhaverne er et kæmpe aktiv for folk på Langeland – både de fastboende og sommerhusejerne og for alle dem der gæster øen. Formanden for Medicinhaverne, Jørn Kristiansen, var i dag forbi hos Sol og Strand for at modtage checken og han siger, at de 10.000 kr. er en dejlig gave, som skal gavne de frivillige i haverne, og han ser gerne, at pengene bliver anvendt på at styrke vores faglighed, således at vi nu f.eks. vil kunne honorere eksperter i plantemedicin for deres oplæg og transport. Dermed har vi bedre muligheder for at få fat i de helt rigtige folk.
29. september 2024: En familie fejrede i dag deres sølvbryllup i Medicinhaverne. Der var både dug på bordet og vin i glassene. Ja, det kan man også bruge Medicinhaverne til. Og skulle det blive regn, så er der mulighed for at gå i læ i pavillonen.
24. september 2024 Ille har sået sommerblomster foran det nye skilt, og de matcher da skiltets farver til perfektion.
24. september 2024 Mogens på vej til kvashegnet med buksbomplanter fra Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have. I efteråret 2017 plantede de frivillige 300 ca. 80 cm høje buksbomplanter, som siden har voldt mange problemer, selv om vi betalte den nette sum af 33.000 kr. for planterne. Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at redde de syge planter. Vi har sågar haft en ekspert i sygdomme i træer og buske fra Københavns Universitet til at kigge på dem. Alle forsøg har været forgæves, og i dag blev de alle fjernet. De vil hurtigst muligt blive erstattet af taksplanter. På billedet herunder er Gudde, Mogens og Erling i gang med at fjerne buksbomhækkene.
24. september 2024 Kaj (t.v.) og Flemming (t.h.) underviste i dag havekolleger i brugen af den lille maskine med skovl. Her er det Ib, Erling og Lissi, der får forklaret, hvordan man kører maskinen.
24. september 2024 Jens Jakob (billedet) og Lene står sammen med Bent og Grethe for den samlede produktion af den hybenmarmelade, der sælges i vores plantebod. Her står Jens Jakob ved fryseren, der rummer hele 65 kg rensede hyben. Et glas hybenmarmelade koster 40 kr. Og det er en uhyre populær vare.
24. september 2024 Flere frivillige søger hvert år for, at der bliver sået sommerblomster i et areal helt mod syd i arboretet.
17. september 2024 Som et led i det landsdækkende arrangement Frivillig Fredag er de langelandske kommunalpolitikere i praktik i en af øens mange frivillige foreninger. Jørgen Nielsen (K) havde valgt Medicinhaverne. Her ses han i selskab med Annie, der er haveformand i Haven for urin- og kønsveje.
17. september 2024 Medicinhavernes formand, Jørn Kristiansen, læsser grus på den elektriske trillebør, så vi kan få repareret stierne, der har fået dybe revner efter den seneste tids voldsomme regnvejr. Til venstre for Jørn holder Henrik øje med, om formanden nu også rammer trillebøren.
17. september 2024: Bent rækker Bente en smagsprøve på en ny sort blå spisedruer, som sidste år blev plantet i Haven for urin- og kønsveje.
10. september 2024 Kaj på vej til kompostbunken med vandplanter, som han og andre kolleger har luget op af vandløbet. Det varme efterårsvejr har fået plantevæksten til at gå amok og blokere vandløbet, så dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat i weekenden fik forstoppelse og løb over sine bredder – se mere længere nede.
10. september 2024 Marita og Eva fjerner trådalger fra dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
10. september 2024 Povl Erik og Kaj fjerner plantevækst i vandløbet, så vandet igen kan strømme frit.
10. september 2024 Ib fandt denne lille fine skrubtudse i Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have. Vi har mange frøer i de to damme i haverne, men det er første gang, vi finder en skrubtudse.
10. september 2024 Nanna og Gerd studerer haveplanerne for Haven for de 5 sanser.
7. september 2024 Dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat fik forstoppelse på grund af trådalger og voldsom plantevækst i det hele taget. Og vandet løb ud på stierne.
7. september 2024 Henrik fjerner trådalger i vandløbet ved dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
7. september 2024 Normalt er det ikke tilladt at nappe frø i Medicinhaverne, men i dag var en undtagelse, i hvert fald for deltagerne i det frøkursus som Elin (t.v.) på Medicinhavernes vegne havde arrangeret i samarbejde med Foreningen Frøsamlerne. Kurset, der havde 30 deltagere, blev en stor succes, som planlægges gentaget i efteråret 2025.
7. september 2024: Deltagere i frøkurset, som blev afviklet i samarbejde med Foreningen Frøsamlerne.
3. september 2024: Bestyrelsen har indført morgenkaffe og -morgen brød hver tirsdag kl. 09.15. Man medbringer selv kop, så ingen bagefter skal stå og vaske en masse kopper op. Det er samtidig her, at man kan blive orienteret om dagens arbejde og om Medicinhaverne generelt.
3. september 2024 Povl Erik kom på hårdt arbejde, da han skulle gave et nyt skilt ned i arboretet. Jorden var stenhård.
3. september 2024 Henrik og Peder snakker æbler. Peder har beskæftiget sig med frugtavl hele livet. Æbletræet til højre er et Mathildeæbletræ, som Peders oldefar var den første til at pode, og han opkaldte træet efter Peders oldemor Mathilde. I haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring vokser der 10 langelandske æblesorter, som Peder har fundet rundt om på øen og podet.
3. september 2024 Karen Marie klipper blade af vinden i Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have, så drueklaserne kan få mest mulig sol.
3. september 2024: Fuglene bor godt i Medicinhaverne. Her er det i Haven for infektioner og Hildegard af Bingens Have. Og det er en af de frivillige i haven, Ib Nielsen, der har snedkereret den fine fuglebolig.
27. august 2024 Medicinhavernes havegruppe var i dag på den årlige studietur, som i år gik til Egeskov Slot på Sydfyn.
27. august 2024 Havegruppen studietur til Egeskov Slot på Sydfyn blev en stor oplevelser med rundvisning af Peter Bonde Poulsen, der har haft ansvaret for slottes haver i 30 år.
27. august 2024 Egeskovs chefgartner, Peter Bonde Poulsen, viste i dag rundt i slottes haver og fortalte om udviklingen gennem de 30 år han har været ansvarlig for haverne.
20. august 2024 Vi har fået en nyt kæmpestort banner, så ingen mere skal være i tvivl om, hvor Medicinhaverne er henne. Tak til Tina fra Courage Design, Svendborg, for kreativ assistance.
20. august 2024 Vi har mange gæster, og mange grupper bestiller en rundvisning med en af vores dygtige guider.
20. august 2024: Ole er en af de frivillige, der har været med længst. Han har lagt tusindvis af timer i Medicinhaverne. Hans speciale er græsklipning på den gamle Fergusontraktor i baggrunden. Den har han i øvrigt selv istandsat sammen med en ven.
13. august 2024 Frokosten i laden bød i dag på film fra “de gode gamle dage”. Ja, så længe er det nu heller ikke siden, at vi lavede Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Anlægget af haven begyndte i sommeren 2013, og den blev officielt indviet i maj 2015. Men hold op der er sket meget siden.
6. august 2024 Ib er gammel skovmand, så det er som regel ham, der fører motorsaven, når noget trænger til at blive studset. Her er det mandeltræet i Haven for infektioner og Hildegards have, der trænger til at blive klippet, så det ikke skygger for naboplanterne.
6. august 2024 Vi har store problemer med buksbomhækkene i Haven for infektioner og Hildegards Have. I efteråret 2017 plantede vi for 33.000 kr. store flotte planter. Mange er gået ud, selv om vi har gjort flere redningstiltag, bl.a. har vi haft besøg af en ekspert i sygdomme i træer og buske fra Københavns Universitet. Vi aner simpelthen ikke, hvad der er galt, men noget tyder på, at vi bliver nødt til at fjerne dem alle og plante en anden slags hæk. Øv, øv, øv.
6. august 2024 Et af de mere populære opslag på opslagstavlen i laden. Den årlige studietur går denne gang til Egeskov Slot.
30. juli 2024 Flittige frivillige i Haven for urin- og kønsveje, fra venstre Inge, Niels- Ove og Bent. Niels-Ove og Inge beskærer Tranekærrosen. Den er rodægte og breder sig derfor i alle retninger. Bent klipper vinplanterne, så drueklaserne får mest mulig sol.
30. juli 2024 Vi har mange gæster for tiden, også mange tyske gæster. Her er det far og søn fra nabolandet, der nyder en fredelig stund med udsigt til åkanderne i dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat. Eller måske er det snogen, de har fået øje på. Den er på evig jagt efter de grønne frøer, der også bor i dammen.
30. juli 2024 Gæster på vej ned til Haven for de 5 sanser, den nye have som først er blevet plantet til i år.
30. juli 2024 Gitte med resterne af hestehovblade, som dræbersneglene har gnavet i. Gitte arbejder i Haven for åndedræt og kredsløb.
23. juli 2024 Lægestokrosen i Haven for infektioner har bibesøg, men hvilken bi er der tale om? Skriv gerne til medicinhaverne@fynpost.dk, hvis du genkender det lille sultne insekt.
23. juli 2024 Gul klæder ikke kun Tour de France-fænomenet Jonas Vingegaard, den klæder også Medicinhavernes Tove.
23. juli 2024: Våde arbejdshandsker hængt til tørre i pergolaen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
23. juli 2024 Hvad gør man, når det regner. Så går man i læ under den ægte kastanje i Arboretet.
9. juli 2024 Det kniber fortsat med frivillige i Haven for de 5 sanser. I stedet bliver haven passet af frivillige fra de øvrige haver, her Ib som ellers arbejder i Hven for infektioner og Hildegard af Bingens Have.
9. juli 2024: Povl Erik og Niels Ove (forrest) luger i vandløbet mellem Haven for nervesystem og bevægeapparat og Haven for urin- og kønsveje.
2. juli 2024 Vi er voldsomt plaget af dræbersnegle i Medicinhaverne. Vi gør et ihærdigt forsøg på at minimere bestanden. Og de elsker øl – dog ikke den alkoholfrie – så vi har sat ølfælder op på strategiske steder. Her ved bukkehornsplanterne i Haven for urin- og kønsveje. De er oven i købet hegnet ind, for de er også populære hos områdets harer.
2. juli 2024 Der er ved at være styr på Haven for de fem sanser. Medarbejdere fra de øvrige haver udlånes hver tirsdag til den nyanlagte have, indtil den får sine egne frivillige. Har du lyst til at være med til at passe og udvikle haven, så læs mere her: https://medicinhaverne.dk/kontakt/
25. juni 2024 Bodil (til venstre) bor på Djursland, men holder årligt en uges teltferie med sin mand på Langeland. Hun har meldt sig ind i Medicinhaverne, så hun kan komme og gå så ofte, hun har lyst til. Og da hun hørte, at vi manglede frivillige til Haven for de fem sanser, meldte hun sin ankomst i dag tirsdag. Her holder hun pause i selskab med Niels, Gerd og Inge. Tak for indsatsen Bodil. Du er altid hjertelig velkommen.
25. juni 2024 Pigæblen har fundet det perfekte sted at slå sig ned, nemlig i kompostbunken, hvor der er masser af næring.
18. juni 2024 Grethe ved den kæmpestore Gunnera (Mammutblad), der vokser neden for Haven for urin- og kønsveje. Planten er blevet rigtig stor i år takket være den megen nedbør.
18. juni 2024 Nanna, der står for indkøb af planter, er rundt i haverne og aflevere planter. Her er hun på besøg i Haven for urin- og kønsveje, hvor Annie er haveformand.
18. juni 2024 Niels-Ove klipper hæk i Haven for urin- og kønsveje.
15. juni 2024 Jette, Marie og Joan repræsenterede Medicinhaverne på dagens torvemarked i Rudkøbing i silende regn og kulde, men det tog ikke det gode humør fra de tre frivillige.
11. juni 2024: Det våde forår og mangel på frivillige har fået ukrudtet i den nye have, Haven for de 5 sanser, til at gå helt amok. Vi har derfor i dag sendt en hilsen til alle vores medlemmer og bedt dem overveje at hjælpe os et par timer i haven.
10. juni 2024: Fint besøg i Børnenes Medicinhave. Der bor en del fiskehejrer i mosen tæt på Medicinhaverne, og en af dem havde i dag det store overblik fra toppen af pergolaen i Børnenes Medicinhave.
11. juni 2024 Tepause i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
11. juni 2024 Bent klipper pilehytten i Børnenes Medicinhave. 4. juni 2024 Der er flere fordele ved at være frivillig i Medicinhaverne. En af dem er, at man kan lære af havekolleger, der ved mere end en selv. Her er det Bent, der klipper og samtidig forklarer Karen Margrethe, hvordan sådan en vinplante skal beskæres.
4. juni 2024: Dræbersneglene i Haven for urin- og kønsveje er tørstige, og de elsker øl. så det sørger Poul for, at de får – i håb om at det tager livet af dem.
4. juni 2024 Ille og Helle vander i Børnenes Medicinhave. Er det nu nødvendigt, tænker du måske. Og ja, det er det. Det har godt nok regnet meget, men de spiselige planter i højbedene tørster allerede igen.
4. juni 2024 Jens tager billeder af alle planter i Medicinhaverne. De bliver lagt i databasen under menupunktet HAVERNE. Du finder plantelisten under de enkelte haver. Den ligger i bunden af den lille tekst, der er om hver have.
28. maj 2024 Den nye formand, Jørn Kristiansen (t.h.) har inviteret alle frivillige til en snak. Her er det Povl Erik, der benytter sig af tilbuddet.
28. maj 2024: Det varme vejr og regnen har fået ukrudtet i den nyanlagte have, Haven for de 5 sanser, til at gå helt amok. Her er det John, der luger.
21. maj 2024 Der er blevet ryddet op på infovæggen, så den nu er meget mere overskuelig, og der er tilføjet en ny tavle, hvor man bl.a. kan skrive sine ideer og/eller oplysninger, som man gerne vil videregive til sine frivillige kolleger.
21. maj 2024 Niels klipper græsset omkring et af de unge træer i arboretet, så det får bedre vækstbetingelser.
21. maj 2024 Frivillige fra andre haver var i dag indkaldt til at hjælpe kollegerne i den nye have, Haven for de fem sanser, med at fjerne uønskede vækster langs hækken.
15. maj 2024 Annie, der er Medicinhavernes rundvisningskoordinator, viste i dag “Verdensdamerne”, Lotte Freddie, Marete Baird og Bente Scavenius, rundt i haverne. Det var Merete, der havde bestemt, at de tre skulle besøge Medicinhaverne, og hun havde læst “Bogen om Medicinhaverne” fra ende til anden for at kunne fortælle sine medværter om udvalgte planter i haverne. De tre var ledsaget af en redaktør og to filmfotografer. Optagelserne skal indgå i tredje sæson af programmet “Verdensdamerne”, som vises på DR2.
14. maj 2024 De hvide indgangslåger er igen hvide efter besøg af en flok flittige malere.
14. maj 2024 Gudde lægger kepaløg i Haven for infektioner, mens havekollega Mogens holder øje med, at det går rigtigt til.
14. maj 2024 Betalingspavillonen, indgangslågerne og plantesalgsboden har haft besøg af en flok malere, og nu skinner de fint, hvidt igen.
14. maj 2024 Ille sår sommerblomster langs laden.
7. maj 2024 Flere frivillige har ytret ønske om at vide mere om planterne i de haver, man ikke arbejder i, derfor var der i dag intern rundvisning i Haven for urin- og kønsveje. Annie (t.v.) fortalte bl.a. om den amerikanske taks, der bruges i kemoterapi, om bispehuen, hvis engelske navn meget sigende er horny goat weed. Planten har i forsøg vist sig at have viagralignende effekt. Hun fortalte også om kyskhedstræet, der som navnet antyder, har den stikmodsatte effekt
7. maj 2024 Den afgående formand Per Mansa (t.v.) holder overdragelsesmøde med den nyvalgte formand Jørn Kristiansen. Per har valgt at trække sig af helbredsmæssige grunde, men han fortsætter som frivillig i Børnenes Medicinhave.
7. maj 2024 Vi har helt ekstraordinært været nødt til at indhegne den nye have, Haven for de 5 sanser. Harerne har taget voldsomt for sig af de mange nye planter, så noget måtte gøres. Som det fremgår af billedet, er lågerne ikke kommet på plads endnu, men de er i produktion hjemme hos en af de frivillige.
7. maj 2024 Simon kører strandsand på bedet, der skal rumme strandplanter i Haven for de 5 sanser hvor John – med ryggen til – er haveformand.
7. maj 2024 Bent er Medicinhavernes svar på en ægte vinbonde. Han passer vinstokkerne, som vokser i pergolaerne i flere af haverne samt i den lille vinlund i Haven for urin- og kønsveje, til punkt og prikke. Her er han i gang med at etablere nye robiniestokke og tråd, så planterne har noget at læne sig op ad.
30. april 2024 Medicinhaverne fik i dag ny formand. Det blev Jørn Kristiansen, (t.v.) Svendborg. Den afgående formand Per Mansa, trak sig af helbredsmæssige årsager, ved siden af Per ses den forrige formand Helle Ravn og endelig Medicinhavernes første formand og stifter Bjarne Møller Pedersen. Bjarne stiftede foreningen den 8. april 2008.
30. april 2024 Elin takker den afgående formand, Per Mansa, for indsatsen. Bestyrelsens tak blev ledsaget af et hjertetræ. Per har været formand for Medicinhaverne i tre år. Han trak sig i dag på den ekstraordinære generalforsamling af helbredsmæssige årsager, men bliver heldigvis som frivillig.
30. april 2024 Ib hælder vand på tanken under koglen i Hildegards Have med 3-4 dages mellemrum. Fordampningen er nemlig stor, når det er godt vejr.
23. april 2024: Jann Poulsen er manden, der har tegnet og tilrettelagt Medicinhaverne. Og selv om helbredet ikke er, hvad det har været, så er det ikke en undskyldning for at blive hjemme i den lune stue. Her overvåger Jann, at Simon – der, når han ikke er på arbejde i Stillehavet, hvor han er maskinchef på et specialskib, der samler plastik op af havet – er en flittig frivillig i Medicinhaverne. Simon og Jann er begge gode eksempler på frivillige, der brænder for Medicinhaverne. Har du lyst til at være med så kontakt vores formand på per@mansa.info
23. april 2024 Tove renser fugerne mellem fliserne i Hildegards Have.
16. april 2024 Haven for nervesystem og bevægeapparat.
16. april 2024 Klatreplanten akebia, der vokser i Haven for urin- og kønsveje, er i fuld blomst lige nu. Det er den, der får de store, lilla frugter.
16. april 2024 Sigrun vasker skiltene i Haven for nervesystem og bevægeapparat. Ud over at arbejde i haverne har Sigrun, der er tysk, oversat hele vores hjemmeside til tysk.
16. april 2024 I Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring blomstrer perlehyacinterne lige nu.
16. april 2024 John, Lissi og Annie i Haven for de fem sanser, hvor der i dag blev plantet yderligere 150 planter.
13. april 2024 Medicinhaverne – her Ole, Lise-Lotte og Per – deltog med en stand på Ørstedskolen i Rudkøbing, hvor Langeland Kommune havde indbudt sommerhusejere over hele øen til netværksmøde, hvor de kunne høre om Langeland og øens mange tilbud.
10. april 2024: Medicinhaverne havde i aften inviteret Anemette Olesen holder til at holde foredrag om medicinplanter i Borgerhuset i Rudkøbing. Foredraget havde fokus på planters medicinhistorie, og hvordan de har været forbundet med magi og overtro . Anemette fortalte også om, hvordan Hildegard brugte urter i medicin – hvordan de fik ry som elskovsurter og hvordan signaturlæren kunne vejlede i valg af urter til behandling. Hun kom også ind på husråd og hvilke urter der stadig kan lindre, forebygge og helbrede skavanker.
9. april 2024 På det årlige planlægningsmøde efterlyste flere frivillige rundvisninger i andre haver, end den man selv arbejder i og derfor kender godt. Første interne rundvisning var i Haven for åndedræt og kredsløb, hvor Gitte viste rundt og fortalte om de mange spændende planter.
9. april 2024: Bent, Bo og John på arbejde i den nye have, Haven for de fem sanser.
9. april 2024: Nanna fjerner vinterdække i Haven for nervesystem og bevægeapparat og krydser fingre for, at frosten nu holder sig væk.
9. april 2024 Inger river havegangene i Haven for nervesystem og bevægeapparat. Bag Inger ses den nye Haven for de fem sanser.
2. april 2024: 14 frivillige – her Per, Nanna, Lissi og Erling – trodsede dagsregnen og mødte på arbejde i Medicinhaverne. Der kom nye planter i jorden i De Fem Sansers Have, og hvis man skal være lidt positiv, så var det da i det mindste ikke nødvendigt at vande efter plantningen 🙂
2. april 2024 Der var kommet nye planter hjem til De Fem Sansers Have, og de fleste kom – på trods af dagsregn – i jorden i dag. Her er de Lissi og Nanna, der lige tjekker Janns planter og tegning, inden der plantes.
2. april 2024 Mogens, Erling, Nanna og Lissi og helt til højre Dorte var blandt dem, der trodsede regnen og plantede nye planter i De Fem Sansers Have.
2. april 2024 Gud ske tak og lov for de varmelamper, Povl Erik for nogle år siden tog initiativ til at få sat op over bordene i laden. Dem var der god brug i dag. Det har nemlig regnet det seneste døgn, og vi lignede alle druknede mus.
2. april 2024 Det har regnet meget det seneste døgn, og nu er der dannet en sø bag laden. Heldigvis er der ikke søer inde i haverne og arboretet.
26. marts 2024 Abrikostræet i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring blomstrer og har besøg af en bi.
26. marts 2024 Peder potter nye frugttræer, som snart kommer til salg i planteboden.
26. marts 2024 De nye frugttræer, som Peder og Bent har podet, står nu og luner sig i drivhuset. De skal lige sætte nogle gode rødder, inden de bliver sat til salg i planteboden.
26. marts 2024 Povl Erik renser vandløbet for visne blade, inden der lukkes vand på anlægget.
26. marts 2024: Niels-Ove og Ole lukkede vand på det lille vandløb i dag. Her holder de øje med, at det løber, som det skal.
26. marts 2024 Bente, Peder og Lisbeth holder tepause i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring. Læg mærke til det blomstrende abrikostræ bag Peder. Selv om vi kun er sidst i marts, havde træet bi-besøg.
23. marts 2024 Bent fortæller om beskæring af vin.
23. marts 2024 På det årlige beskærekursus fik Jann i dag selskab af Peder og Bent fra havegruppen. Peder fortalte om beskæring af frugttræer og Bent om beskæring af vin.
19. marts 2024: Bent og Peder poder kirsebær- pære- og blommetræer til salgsboden.
19. marts 2024 Ib lægger måtter omkring et nyplantet Kryptomeria japonica-træ i arboretet, så det ikke skal konkurrere med græsset om vand og næring.
19. marts 2024 Der er kommet nye standere i flagstængerne i indgangsområdet. Til dem der ikke lige ved det, så er en stander en mellemting mellem et flag og en vimpel, og en stander skulle i teorien være mindre tilbøjelig til at slå knuder.
19. marts 2024 Lisbeth, Bente, Grete og Jørgen fra Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring holder møde for at få styr på indkøb af nye planter og frø.
19. marts 2024 At dømme efter størrelsen på muldskuddene, så har vi nogle kæmpestore mosegrise i Medicinhaverne…
12. marts 2024: Birgitte, Per og Joan viser her de nye veste, som alle frivillige får tilbudt.
12. marts 2024 De nye veste set bagfra.
12. marts 2024 Der er også kommet nye – vedligeholdelsesfrie – havemøbler i Haven for åndedræt og kredsløb.
12. marts 2024 Kaj kører nye havemøbler op i den nye have, Haven for de fem sanser.
12. marts 2024: Der er flyttet en ny Kong Gulerod ind i grøntsagsbedet i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
12. marts 2024 Det ser ud som om Kaj er ved at male en grøn låge hvid. Men han er altså bare ved at vaske vinterens algevækst af indgangslågerne til Medicinhaverne.
5. marts 2024 Medicinhaverne har købt nye vedligeholdelsesfrie havemøbler. Her kører Kaj, Per og Erling det første af tre bord- bænkesæt ud. De skal placeres i området foran laden, hvor entreprenørgruppen i efteråret lagde fliser. 5. marts 2024: Denne hårdføre flok valgte i dag at møde op til sæsonstart 2024 på trods af kun tre graders “varme” og strid vind fra øst.
2. marts 2024 Havearkitekt Jann Poulsen, der har tegnet og tilrettelagt Medicinhaverne, fortæller de 31 deltagere om podningens kunst.
2. marts 2024 Peder (t.v.) ved det store udvalg af podekviste.
2. marts 2024 Nanna fra Havegruppen sad som sædvanlig ved kassen og tog imod betaling. Det lykkedes Nanna at overbevise seks af deltagerne i podekurset om at melde sig ind i Medicinhaverne. Medlemmer har gratis adgang til haverne året rundt og får rabat på deltagelse i kurser, foredrag og andre arrangementer.
13. februar 2024 Den gamle rødbedesort med navnet Beta vulgaris var conditiva Alef. Crosbys 247 har klaret vinteren i fin stil og skyder nu flotte røde skud. Rødbederne vokser i grøntsagsbedet i Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.
13. februar 2024 Bent klipper vinstokkene i Haven for åndedræt og kredsløb, mens Grethe holder øje med, at alt går rigtigt til.
13. februar 2024: Dammen i Haven for nervesystem og bevægeapparat.
7. februar 2024 Der var fuldt hus – godt og vel – da Marie Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have holdt foredrag om “Husapotekets hemmeligheder” i Borgerhuset i Rudkøbing.
7. februar 2024 Maria Lisette Jacobsen alias Hyldemor fyldte Borgerhuset i Rudkøbing godt og vel med sit foredrag “Husapotekets hemmeligheder”.
31. januar 2024: Medicinhavernes formand, Per Mansa, orienterer de ca. 40 medlemmer af havegruppen, som deltog i det årlige planlægningsmøde, om hvordan 2023 gik.
31. januar 2024: Ca. 40 deltog i Havegruppens årlige planlægningsmøde, der blev holdt i Borgerhuset i Rudkøbing.
23. januar 2024: “Nogen” glemte at sætte brættet (til højre i billedet) på plads på tværs af stien, så det kan lede regnvand ud i bedene i Haven for åndedræt og kredsløb. Forglemmelsen skete i forbindelse med, at der blev anlagt en sti op til den nye have, Haven for de fem sanser. Det betød desværre, at de store mængder regn, der faldt over Langeland, lavede dybe revner i stien. Se længere nede på denne side.
23. januar 2024: I dag reparerede Per, Bo Bent, Kaj og Flemming de skader, som store mængder regn har lavet på stien op mod Haven for åndedræt og kredsløb.
14. januar 2024: Den voldsomme nedbør, der på Langeland faldt som regn, har lavet store skader på stien fra indgangslågerne til Haven for åndedræt og kredsløb.
14. januar 2024: Det er ikke kun regnen, der har lavet skader i Medicinhaverne. Muldvarpene har også haft travlt.
Vi vil gerne bruge cookies til webstatistik på Medicinhaverne. Klik på OK, hvis det er i orden, og ellers på Nej tak.OKNej takVores persondatapolitik