Af Ole Due Pedersen, pensioneret gynækologisk overlæge
Navn:
Bukkehorn (Trigonella foenum-graecum).
Oprindelse og udbredelse:
Oprindelig var bukkehorn vildtvoksende i den østlige del af Middelhavsområdet samt Vestasien, men dyrkes nu også i Afrika, Indien, Kina, Thailand, Nordamerika og Argentina.
Plantebeskrivelse:
Etårig ca. 60 cm høj plante med smalle savtakkede blade, gule til hvide ærteblomster om sommeren og smalle bukkehorns lignende bælge, som hver indeholder 10- 20 gulbrune frø.
Anvendte plantedele:
Bladene bruges som grøntsag.
Frøene kan bruges til mange ting.
Plantens medicinske historie og anden anvendelse:
Bukkehorn er en af de ældste kultiverede naturmedicinske planter. Den nævnes allerede omkring år 1500 f.Kr. på skrift på egyptisk papyrus. Bukkehorn indgik også i de gamle egypteres balsameringsceremonier og her bemærkede man, at et vedvarende indtag af planten og dens frø fik kroppens sved og urin til at lugte af ahornsirup.
Har været brugt som universalmiddel mod adskillige sygdomme og symptomer. I Kina mod feber, galdeblæreproblemer, muskelsmerter og impotens.
I Indien indgår bukkehorn som en vigtig ingrediens i diverse karryblandinger. Ayurvediske læger har brugt frøene til behandling af bronchitis, gigtgener og fordøjelsesproblemer. Indiske kvinder har spist frøene for at fremme brystmælkproduktionen.
Bukkehornsbladene og ristede bukkehornsfrø anses af arabiske kvinder for at være et afrodisiakum som fremmer ”runde former” p.g.a. det høje kalorieindhold.
Bukkehorn synes ikke at være anvendt meget i europæisk plantemedicin før i nyere tid. Derimod har planten været brugt mod diverse dyresygdomme, da man bemærkede, at heste og køer undertiden kun spiste bukkehorn og undgik andre fødeemner, som de normalt indtog.
Forskning og indholdsstoffer
Bukkehornsfrø er meget rige på vitaminer og mineraler. Har et forholdsvis højt indhold af kalorier (323 kcal pr. 100 gram) og kan dermed bruges til at øge kropsvægten.
Indeholder en aminosyrer som hæmmer optagelsen af sukker fra tarmen og har dermed vist sig gavnlig ved diabetes.
Forskning tyder på at bukkehornsfrø kan sænke kolesterolkoncentrationen i blodet.
Bukkehornsfrø indeholder stoffet diosgenin, som den farmaceutiske industri bruger til fremstilling af diverse kønshormoner bl.a. P-piller samt binyrebarkhormoner f.eks. cortison.
Diosgenin øger tilløbet af brystmælk i forbindelse med amning. Da samme stof får livmoderen til at trække sig sammen, bør bukkehornsfrø ikke indtages af gravide.
Dyrkning
Bukkehorn er ikke hårdfør og må derfor sås i mistbænk i maj. Den kan også sås inde i potter eller kasser og plantes ud med 25 cm afstand, når jorden er varm nok. Voksestedet skal ligge i sol, og jorden skal være blød og veldrænet.
