Sankthansaften flyver heksen til Bloksbjerg, og hun lander igen tirsdag 25. juni kl. 19.00 i Medicinhaverne i Tranekær.
Hvem har lyst til at smage hendes heksedrik? Eller er det bedre med en engledrik? Tirsdag 25. juni kommer der nemlig både en heks og en engel i Medicinhaverne. Og endelig, endelig tør en heks fortælle om nogle af de planter, som hekse har brugt gennem tiden for at flyve til Bloksbjerg. Efter sankthans er hun nemlig ikke bange for at blive futtet af på bålet. Til gengæld vil en hvid engel så fortælle om de samme planters gode medicinske egenskaber.
Udtræk af bulmeurt siges at være blevet brugt af hekse, og bulmeurten har da flere egenskaber, som kunne få heksen ”op at flyve”. Planterne indeholder nemlig giftige alkaloider, som giver hallucinationer. Rusen af bulmeurt starter ofte med en svævende følelse, og det kan være forklaringen på heksenes flyvetur. Senere opleves stærke drømme, ofte af erotisk natur. Drømmene kan være meget naturtro, så heksene troede, de havde oplevet det i virkeligheden.
Men en frelsende hvid engel vil også fortælle, at bulmeurt også er blevet brugt som lægeplante, for selv om bulmeurt er dødelig giftig, er den også en nyttig lægeplante, hvis indholdstoffer stadig bruges i meget svage doser af læger. Bladene bliver brugt mod smerter i urinvejene, specielt ved nyresten, og den kan bruges mod kramper i tarmen, som kan komme ved brug af kraftige afføringsmidler.
Der vil også blive fortalt om andre ”hekseplanter” som for eksempel alrune, baldrian og mistelten, og både englen og heksen vil give smagsprøver – hvis man ellers tør!
Historierne fortælles, og smagsprøverne kan prøves tirsdag d. 25. juni kl. 19.00 – 20.30 i Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A. Det koster 75 kr. incl. entré. for ikke-medlemmer. Medlemmer har som bekendt gratis adgang til Medicinhaverne og slipper derfor med 45 kr.
Husk tilmelding på helleravn@gmail.com
______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej 2A, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
______________________________________________________________________________________________________________________________________