38 % fremgang i besøgstallet var, hvad Medicinhaverne i Tranekær havde i 2020. I det hele taget har der været fremgang år for år, så vi har ret svært ved at få armene ned.
I Medicinhaverne var flere ellers bekymrede ved sæsonens start, for dels skabte coronaen usikkerhed, og dels var entreen sat op fra 30 til 50 kr., men heldigvis betød det ikke tilbagegang.
Nyheder 2021
Men der er også nyheder hvert eneste år, ikke mindst med hensyn til planterne. Så sent som i november 2020 blev der plantet 83 nye træer, (øverste billede) som alle har været tilskrevet medicinsk betydning, og når sæsonen starter, vil der også komme forklarende skilte ved alle træerne. I det hele taget er vores arboret, det vil sige træsamlingen med medicinske træer, helt unik, for andre haver med medicinske planter viser stort set kun urteagtige planter. Alt i alt er der nu 734 forskellige plantesorter, og Medicinhaverne er den største samling af sin art i hele Nordeuropa. En af de mere eksotiske planter i Medicinhaverne ses på det lille billede. Her er Bente Wulff fra havegruppen nødt til at have en klemme på næsen, for blomsten på Leopardstilk (Amorphophallos) stinker ganske forfærdeligt. Om sommeren står den i Medicinhaverne, men den kan ikke tåle frost, så derfor har Bente den hjemme til vinteropbevaring.
En anden nyhed bliver Børnenes Medicinhave. Her kommer der i år planter, som børn gerne må smage på, og det er vel at mærke planter, som også har været tilskrevet medicinsk betydning. Der er også et lille vandløb og en sandkasse til de helt små.
En tredje nyhed er, at grusvejen ind til Medicinhaverne bliver sat i stand i løbet af foråret. Det sker takket være en donation fra Fonden Langelands Elforsyning.
Havegruppen – de mange hænder
I alt er der omkring 110 hænder, som passer de mange planter, slår græs, river gange, vander træerne og en masse andet. Men der kan sagtens bruges mange flere hænder, for når de fleste kun arbejder tre timer hver tirsdag, er der nok at gøre.
Hvis man har lyst til at være med i fællesskabet, kan man ringe til Helle Ravn 22508959.