Marietidsel
Marietidselblade med det karakteristiske hvide mønster
Af Helle Ravn, etnolog, mag.art.
Marietidsel har været anvendt i hele Europa i århundreder mod lidelser i leveren. Det er en etårig plante, som bliver op til to meter høj, og alle dele er meget stikkende. De rød-lilla blomster sidder i store kurve lig artiskok-blomster, og senere modner de sortglinsende frø, som har hårde skaller. Der er blevet fundet frø af Marietidsel i det danske område allerede fra tidlig middelalder, og den nævnes i danske lægebøger fra omkring 1500. Et sagn siger, at Jomfru Marias brystmælk faldt ned på de store blade og farvede bladnerverne hvide.  Marietidsel stammer fra Middelhavslandende, men kan af og til ses vildtvoksende i Danmark.
BESKYTTER LEVEREN
Marietidsel er den vigtigste plantemedicin til beskyttelse af leveren. Ekstrakt af frøene fra Marietidsel beskytter både direkte og indirekte levercellerne. Ekstrakten har også evnen til at regenerere leverceller, som er blevet skadet, og beskytter mod fibrosis (bindevævsomdannelse), men det virksomme stof findes i selve frøskallen.
Tyske forskere viste allerede i 1970erne, at stoffet silymarin i Marietidslens frø har en udtalt beskyttende virkning på leveren, opretholder dens funktion og forhindrer skade fra stoffer, som normalt er meget giftige. I Tyskland anvendes den til behandling af leverbetændelse og skrumpelever. Det sidste dog kun, hvis der slet ikke indtages alkohol længere. Den bruges til behandling af hepatitis og gulsot, men også i tilfælde af kronisk betændelse i galdeblæren. Endvidere bruges den i tilfælde, hvor leveren er under stor belastning – det kan være på grund af infektion eller for stort forbrug af alkohol.
Frø fra Marietidsel kan også afhjælpe de skader, som leveren har været udsat for ved kemoterapi, og den kan bidrage under rekonvalescensen efter behandlingen. Det fine er, at Mariatidslen kun virker på de normale levercellers gendannelse og ikke på kræftcellernes.
MODVIRKER FORGIFTNING
Endvidere kan et ekstrakt af frøene fra Mariatidsel i meget høj grad modvirke forgiftning, både fra slangebid, og hvis en person har spist hvid fluesvamp. Efter at man begyndte at bruge denne ekstrakt, er dødeligheden faldet med 80 pct. efter indtagelse af hvid fluesvamp, og hvis behandlingen sættes ind mindre end 24 timer efter indtagelsen, kan dødeligheden næsten reduceres til nul.
Også artiskok beskytter leverfunktionen, men den har ikke nær så god virkning som Marietidsel, hvis blomsterknopper også kan spises, og enkelte steder er den blevet dyrket som grøntsag. De kogte blomsterknopper øger ligeledes produktionen af modermælk.
_______________________________________________________________________________________________________________________________________
Medicinhaverne i Tranekær, Botofte Strandvej, 5953 Tranekær, medicinhaverne@mail.dk, mobil 21 84 78 22
_______________________________________________________________________________________________________________________________________