Medicinhavernes formand Helle Ravn bød tirsdag aften velkommen til generalforsamling i utraditionelle omgivelser. På grund af faren for corona-smitte og det deraf følgende forsamlingsforbud inden døre på 25 personer blev generalforsamlingen, som det ses på billedet, afviklet foran laden i Medicinhaverne. De små 50 deltagere havde fornuftigt nok bevæbnet sig med lune tæpper og varme jakker, og heldigvis viste vejret sig fra sin – næsten – lune side.
Helle Ravn: Det går ufattelig godt
“På sidste års generalforsamling sagde jeg, at året 2019 var gået ufattelig godt. Det samme kan stå med store og fede typer for året 2020. Der er nemlig kommet flere medlemmer, flere der modtager nyhedsbrevet, flere besøgende, og flere indtægter end vi havde drømt om.
Og så må man jo alligevel sige, at det har været et yderst mærkværdigt år. Først troede vi, at der praktisk taget ikke ville komme besøgende på grund af corona-restriktionerne. Derfor trøstede vi os med, at det var et held, at der var overskud fra 2019, så vi kunne komme året igennem uden store skrammer.
Og hun tilføjede, at vi igen, igen kan kippe med flaget for de fonde, som velvilligt har støttet arbejdet. Det gælder Langeland Kommunes udviklingsfond med kr. 20.000 til Børnenes Medicinhave, Havekulturfonden af 2007 med kr. 31.900 til træer i Arboretet, og kr. 80.000 fra Fonden Langelands Elforsyning til udbedring af vejen ind til Medicinhaverne.
Den flotte økonomi satte os blandt andet i stand til at investere i en Massey Ferguson traktor, en kvashugger, en vandvarmer, havemøbler mm.”
Superflot regnskab
Pensioneret statsautoriseret revisor Torben Tranberg gennemgik Medicinhavernes regnskab for 2020.
Torben Tranberg: Det er et superflot regnskab. Og for første gang skal vi betale skat: 39.000 kr. som skal indbetales 20. nov. Og vi har også betalt negativ rente, dog kun godt 100 kr. Han fremhævede bl.a. følgende tal:
Entreindtægterne udgjorde i 2020 517.427 kr. I 2019 var det 217.103 kr.
Kontingentindtægter udgjorde i 2020 71.637 kr. mod 61.051 kr. i 2019
Salget af planter, marmelade m.m. var i 2020 på 87.128 mod 55.987 i 2019.
Torben Tranberg fremhævede ligeledes den positive udvikling i antallet af husstandsmedlemmer: 2020: 359, 2019: 329, 2018: 270, 2017: 233, 2016: 190.
Ny formand
Formanden vælges hvert år direkte på generalforsamlingen. I stedet for Helle Ravn, der ikke ønskede genvalg, blev Per Mansa valgt. På valg var desuden tre bestyrelsesmedlemmer Ole Flintegaard Jacobsen, Kaj Nielsen og Jann Poulsen. Alle tre blev genvalgt. Bestyrelsessuppleanterne Lene Anker og Nanna Mariegaard blev ligeledes genvalgt. Torben Tranberg genvalgtes som revisor. Ud over de nyvalgte/genvalgte er også Christian Ahlefeldt-Laurvig, Kirsten Jørgensen og Jørgen Fischer medlemmer af bestyrelsen.
Ole Due forærede den afgående formand for Medicinhaverne en bog om KÅL.Farvel til Helle og velkommen til Per
Der var stor ros, blomster og gaver til Medicinhavernes afgående formand, der bl.a. fik disse ord med på vejen: Per Mansa: “Helle er pissegod, hun er handlekraftig og knaldgod til at søge fondsmidler. Hun er som Laudrup – hun går, mens hun er på toppen”. Ole Due: (billedet til venstre) “Helle er grundlaget for alt det, der er sket de seneste syv år. Du har været vores mor, og du er god til at skære igennem”. Jann Poulsen: “Du er fantastisk til at søge fondsmidler, derfor har vi kunnet udvikle haverne og arboretet. Vi har fået to fine pavilloner, et toilet, en smuk vandkogle i Have 4, Børnenes Medicinhave og til min store glæde kunne vi i efteråret plante 80-90 træer i arboretet”. Ib Nielsen: ”Tak fordi du har styret skibet så sikkert”.
Per Mansa, Medicinhavernes nye formandPer Mansa, der afløser Helle Ravn som formand for Medicinhaverne, er tidl. ungdomsskoleinspektør og tidl. projektleder på Fjordens Dag, som han selv udviklede og ledede, indtil han i efteråret 2019 gik på pension og flyttede til Langeland. Her havde han og hustruen Anne, der er født og vokset op på Langeland, i flere år haft sommerhus. Den nyvalgte formand, der i 2001 blev kåret som Årets Fynbo, fortalte på generalforsamlingen, at han bl.a. har disse fokuspunkter: “Fællesskabet – vi skal have det godt og gøre det godt. Planter og haver skal være i fin form, og vi skal være stolte af vores fælles projekt, og så er det vigtigt, at vi hele tiden udvikler Medicinhaverne, så der er noget nyt at komme efter”.
Hvis du klikker på de tre links herunder kan du læse Medicinhavernes årsregnskab for 2020, Helle Ravns formandsberetning samt et referat af generalforsamlingen.
ÅRSREGNSKAB 2020
Referat af Medicinhaverne generalforsamling 18. maj 2021. KLIK HER
BERETNING 2020